20-årig mand overfaldet og røvet i nat i Randers
Natten til fredag kl. 02.45 opstod der tumult ved krydset Vestergrave/Storegade i Randers.
En 20-årig mand har forklaret til politiet, at han stod sammen med én af sine kammerater, da en større gruppe på mindst seks mænd, alle ca. 20 år og alle af mellemøstlig udseende, kom gående hen imod dem. Èn af dem spurgte, hvad han havde gang i, og den 20-årige mand forklarede, at han bare talte med sin kammerat. Herefter slog én fra gruppen den 20-årige flere gange i ansigtet.
Dette så en af den 20-åriges bekendte, som stod lige i nærheden og han forsøgte at lægge sig imellem. Det resulterede i, at også han blev slået i ansigtet med en sådan kraft, at han faldt ned på jorden. Den bekendte har forklaret til politiet, at han, mens han lå på jorden, blev trampet på, hvorefter én fra gruppen spurgte, hvor han havde sin pung.
Da den bekendte, der også er 20 år, var bange for at blive slået eller sparket yderligere fandt han sin pung frem fra lommen og viste den til manden, der tog den og gav den til en anden person i gruppen, hvorefter de alle forsvandt fra stedet.
De to mænd kan ikke give noget nærmere signalement af gruppen, som de mener var på mellem 7 og 10 personer. Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set gruppen i området ved Vestergrave/Storegade i Randers ved 02.45-tiden natten til fredag.
Oplysninger kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.
Kommentarer