Navnenyt

25 års jubilæum på Tradium

HR- og digitaliseringsdirektør Ole Brøndum Kristensen (Foto: Ulrik Burhøj Jepsen, Tradium)

HR- og digitaliseringsdirektør Ole Brøndum Kristensen kan fejre 25-års jubilæum på Tradium den 1. september 2019
Ole Brøndum Kristensen har haft fart på sin karriere, siden han som 12-årig trådte ind på arbejdsmarkedet som reklameomdeler i den lokale Brugs, og kan den 1. september fejre 25 år i statens tjeneste i en alder af 43 år.
I 1994 startede Ole i en stilling som kontorelev på Randers Tekniske Skole. Stillingen fik han, da han som studerende på Handelsskolen i Randers i faget Informationsteknologi blev bedt om at lave en ansøgning ud fra en rigtig jobannonce. Ansøgningen gik til Randers Tekniske Skole og var så god, at han blev kaldt til samtale og samme aften fik tilbudt jobbet. Egentlig var planen at læse videre, men han valgte i samråd med sine forældre at tage stillingen, for som hans far sagde ”man kan altid læse videre.”
Ole fortsatte efter elevtiden i et vikariat på Randers Tekniske Skole som kontorfunktionær. Efter vikariatet havde han en afstikker til Silkeborg Handelsskole i perioden marts 1997 til marts 1998 og vendte så hjem til Randers igen i 1998. Allerede i 1999 fik han som 23-årig ledelsesansvar og har siden beklædt forskellige lederstillinger. Siden 2010 har Ole været en del af direktionen på Tradium.
I perioden har Tradium gennemgået flere forandringer og fusioner, og Ole er stolt af at have været ansvarlig for samt den primære drivkraft i at få udarbejdet og implementeret nye personalepolitikker, nye personaleadministrative vejledninger, nye fællesIT-platforme– herunder intranet med mere – efter hver fusion. Ole har således været med at skabe den nye Tradiums kultur og føre Tradium frem til dér, hvor organisationen står i dag.
Han sidder endvidere i flere styregrupper og forretningsudvalg inden for HR og IT på landsplan – blandt andet i Danske Erhvervsskoler og Gymnasiers HR-udvalg samt en styregruppe, der har til opgave at udvikle administrativ robotteknologi i erhvervsskolesektoren.
I elevtiden begyndte Ole at læse merkonom og færdiggjorde inden for få år en merkonom i økonomi og ressourcestyring. Den er senere blevet suppleret med en række akademiuddannelsesfag og diplomfag inden for ledelses- og organisationsudvikling.
Ole har altid kunnet lide at hjælpe og udvikle andre mennesker og være med der, hvor de store beslutninger træffes. Blandt medarbejderne er han også en meget vellidt chef, der altid er glad og positiv og tager sig tid til at hjælpe. Det kan også ses i skolens medarbejdertrivselsvurderinger, hvor Ole altid ligger i toppen.
I fritiden har Ole også fart på sammen med hustruen Louise. Hvis de ikke har gang i husprojekter eller er på weekendtur med familien, kan man møde dem på de kronjyske landeveje på chopper-motorcykel. De følger også Formel 1 tæt og har de seneste år været til løb i Belgien. I år går turen til Monza i Italien.
Ole bor i Kristrup sammen med Louise og børnene Isabell på 13 og Silas på 11 år.
Der er reception for Ole Brøndum Kristensen fredag den 30. august kl. 13.00 – 15.30 på adressen Vester Allé 26, 8900 Randers C, kantinen. Skriv venligst til direktionssekretær Susanne Sørensen for tilmelding på sus@tradium.dk

Kommentarer