400 journaliststuderende skal dække valget i kommunerne

Af Jan Hagsholm,
Valgdeltagelsen ved KV25 skal løftes gennem et omfattende samarbejde mellem medier, journalistuddannelser, KL, Danske Regioner, Epinion, Danmarks Statistik, forskere og fonde. Det skriver mediet NB Kommune.
Et nyt projekt, der nu har fået den nødvendige støtte fra en række almennyttige fonde, skal blandt andet sende op mod 400 journaliststuderende ud i landets kommuner for at sikre en bedre dækning af kommunalvalget. Det er et af tiltagene i projektet, der har fået navnet ‘Dit valg. Vores Danmark’.
Ifølge Constructive Institute er antallet af journalister på lokale og regionale medier reduceret med 350 siden sidste valg. Derfor sender projektet op mod 400 studerende ud på 50 nyhedsredaktioner over hele landet for at styrke den lokale dækning.
‘Dit valg. Vores Danmark’ blev første gang præsenteret af administrerende direktør og stifter af Constructive Institute, Ulrik Haagerup, på KL-topmødet i marts, hvor han opfordrede store fonde til at støtte projektet. Det er nu lykkedes, og direktøren er taknemmelig.
“Jeg er taknemmelig over, at stort set alle mediechefer og journalister, som er med i projektet, kan se et behov. Taknemmelig over, at der er rigtig mange demokratiske institutioner, som har bakket op omkring det her og vil bidrage. Og taknemmelig over, at der er en lang række fonde med VELUX FONDEN i spidsen, som har bidraget meget, og som synes, at også fondene har et ansvar for vores demokrati,” siger han til NB-Kommune.
Projektet har fået donationer fra VELUX FONDEN, TrygFonden, Tuborgfondet, Salling-Fondene, Jyllands Postens Fond, KL og Danske Regioner og bakkes op af Dansk Journalistforbund og Danske Medier og sker i samarbejde med Danmarks Statistik, Epinion og professorer fra Syddansk Universitet og Aarhus Universitet.
Kommentarer