Coronanyt

Åbner for nød- og døgnpasning i påskens helligdage

Forældre der udfører samfundskritiske funktioner får nu et særligt tilbud om nød- og døgnpasning i kommunens institutioner i påsken.
Randers Kommune tilbyder nød- og døgnpasning fra Skærtorsdag den 9. april til og med 2. Påskedag mandag den 13. april for de familier, hvor forældrene kaldes på arbejde til samfundskritiske opgaver i sundhedssektoren, på ældreområdet, socialområdet, hos politi og beredskab og lignende, og som ikke kan løse udfordringen med pasning med familie og venners hjælp.
– Vi forudser, at der i denne ekstraordinære situation vil være forældre, der også i påskehelligdagene, vil have brug for nødpasning. Det er vigtigt, at vi fortsat understøtter de forældre, der udfører samfundskritiske funktioner. Derfor må vi stå klar, også i de kommende helligdage, til at hjælpe de forældre – siger borgmester Torben Hansen.
Nødpasningen i perioden fra skærtorsdag den 9. april til og med 2. påskedag mandag den 13. april vil foregå i Børnehuset Bækkestien og den vil have åbent alle døgnets timer.
– Vi forsøger i videst muligt omfang, at der følger en kendt voksen med fra barnets nuværende institution/skole til nødpasningen i Børnehuset Bækkestien. Vi forventer det ikke, men hvis der er behov for yderligere kapacitet, så kan der også åbnes for nødpasning i andre institutioner – siger Michael Maaløe, direktør for Børn og Skole.
Forældre, som udfører samfundskritiske funktioner og som har behov for nødpasning i påsken skal henvende sig i den institution eller skole, deres barn normalt går i. Af hensyn til planlægningen, herunder hvor mange medarbejdere, der skal på arbejde i helligdagene, er forældrene blevet bedt om at give besked snarest muligt og senest tirsdag den 7. april.
Har man som forælder behov for at finde flere oplysninger, så findes de under www.randers.dk/corona
I nødpasningen bliver det håndhævet, at der maksimalt må være 10 personer samlet på én gang, og alle hygiejneregler overholdes.

Kommentarer