Land og by

Årets klimavenlige julegaveidé fra Randers Kommune

Nu bliver det lettere for borgerne i Randers at give bæredygtige julegaver. Kommunen begynder i december måned at sælge muligheden for at give et træ, som kommunen planter lokalt. De grønne julegaver skal være med til at mindske CO2-udledningen og øge biodiversiteten og naturoplevelserne i kommunen.
Det rekreative areal Skovholmen i Randers er det første område, hvor de nye træer skal plantes. Initiativet glæder ikke mindst Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune:
– Ved at give et træ kan vi alle på en enkel måde være med til at skabe en mere klimavenlig fremtid for os selv, vores børn og børnebørn. Det klimavenlige og grønne initiativ ligger fint i tråd med FN s verdensmål, som kommunen er i fuld gang med at implementere i samarbejde med borgere og erhvervsliv – siger Torben Hansen.
Mere træklatring og rent drikkevand
Ivan Guldager arbejder i Natur og Miljø i Randers Kommune. Han sørger for, at træerne bliver plantet:
En skov med forskellige træarter som eg og bøg øger biodiversiteten. Samtidig vil vi gerne have, at skovene skal være naturlige med bredkronede træer, der giver muligheder for træklatring og skygge til en hyggelig picnic om sommeren – siger Ivan Guldager og uddyber:
– Vi håber, der bliver interesse for at give træer, så vi kan plante flere skove i Randers. Udover at øge biodiversiteten, beskytter skovene drikkevandet og tæller positivt i vores CO2-regnskab.

Kommentarer