Land og by

Ældre plejeboliger får moderne brandsikring

På baggrund af en undersøgelse fra COWI og Randers Kommune vedtog et flertal på byrådsmødet den 18. november, at en række plejeboliger skal moderniseres med nye brandsikrende tiltag. Forvaltningen skal nu udarbejde en plan for ombygningerne. Samtidig skal plejeboligerne have en yderligere gennemgang af Beredskab og Sikkerhed.
I følge rapporten fra COWI er der tale om mindre ombygninger med udskiftning af døre og etablering af automatisk brandalarmering – det såkaldte ABA-anlæg. Mens der på seks plejecentre også skal etableres sprinkleranlæg. Etablering af disse sprinkleranlæg vurderes foreløbigt at koste 17 mio. kr. Samlet set forventes det, at der skal investeres 25 mio. kr. for at opdatere brandsikkerheden.
I en del af de fundne tilfælde, som fremgår af COWI-rapporten, er der dog allerede iværksat forbedringer. Det drejer sig for eksempel om Landsbyen Møllevang, hvor der manglede ABA-anlæg i rækkehusene bagved centeret. Disse blev installeret tilbage i august måned.

Kommentarer