112 og retsvæsen

Ville afprøve airsoft-våben: Fik besøg af politiet

En 26-årig mand var så begejstret for sit nye kikkertsigte til sit airsoft maskingevær, at han torsdag klokken 20.05 besluttede at afprøve det fra sin lejlighed i Søndergade i Randers.
Han pegede våbnet ud mod gården og skød ned mod en mur på en parkeringsplads. Ved p-pladsen stod en borger, der blev noget forskrækket over skuddene, og derfor ringede han straks til politiet.
En patrulje fandt hurtigt frem til hvor skuddene kom fra og aflagde lejligheden et besøg. Her erkendte en noget brødbetynget mand, at han havde skudt fra vinduet. Han blev derfor sigtet for at forstyrre den offentligt orden og kan nu se frem til en bøde fra politiet.

Kommentarer