Aftale mellem VisitAarhus og Randers Kommune på plads
Den 1. januar 2020 træder Randers Kommune ind i turismesamarbejdet VisitAarhus, som nu består af kommunerne: Aarhus, Silkeborg, Skanderborg, Viborg, Syddjurs og Norddjurs. Fokus for samarbejdet bliver bl.a. lokal gæsteservice, markedsføring og tiltrækning af mødegæster og endagsturister.
Randers Byråd har på møde mandag den 7. oktober vedtaget forslag til resultatkontrakt med VisitAarhus, og dermed bliver Randers Kommune den næste i rækken af kommuner, der indtræder i turismesamarbejdet VisitAarhus.
Borgmester Torben Hansen forklarer, hvad der kommer til at ske:
– Fra årsskiftet bliver Randers Kommunes hidtidige turismeindsats en del af VisitAarhus’ fælles markedsføring og udvikling af den samlede destination, som byder på både storbyoplevelser, fantastiske naturoplevelser og attraktive konferencefaciliteter. Målet er øget synlighed og profilering af Randers både nationalt og internationalt.
Samarbejde styrker
Udvalgsformand i Udviklingsudvalget Christian Brøns forventer, at det nye samarbejde vil bidrage til udvikling af Randers Kommunes turistmæssige potentiale:
– Vi ser frem til at blive en del af et større samarbejde, hvor vi ved at samle ressourcerne fra flere kommuner bl.a. kan styrke den internationale markedsføring af området. Samtidig tilfører Randers også markante attraktioner, som gør den samlede pakke mere attraktiv for alle. Randers Regnskov, Memphis Mansion og Water & Wellness har sammen med vores gamle middelaldermidtby en masse at tilbyde turister, og samtidig har vi i Randers en helt unik ramme for naturoplevelser omkring Gudenåen og Naturpark Randers Fjord. Jeg er sikker på, at medlemskabet af Visit Aarhus vil blive til glæde og gavn for vores turistattraktioner, vores overnatningssteder og selvfølgelig vores gæster.
Direktør i VisitAarhus, Pia Lange Christensen ser fællesskabet som en stor styrke og udviklingen som naturlig:
– Turisterne er ligeglade med kommunegrænser. De efterspørger kvalitet og sammenhæng i tilbuddene, og langt de fleste af landets kommuner er lige nu ved at finde sammen i større fællesskaber på turismeområdet. Vi ser derfor meget frem til at byde Randers Kommune, og de mange dygtige turismeaktører på egnen, velkommen i fællesskabet. Randers rummer både spændende turistattraktioner, attraktive naturoplevelser og gode overnatningssteder.
Blandt målene for samarbejdet mellem Randers Kommune og VisitAarhus er en årlig omsætningsstigning, der ligger over den gennemsnitlige vækst på turismeområdet i Danmark.
Lokal service og information
Den nye aftale mellem Randers Kommune og VisitAarhus fastslår, at der skal være en lokal gæsteservice som aftales nærmere mellem Visit Aarhus og Business Randers. Der skal også videreudvikles en digital formidling, og aftalen sikrer, at to medarbejdere bliver primær kontakt til turistaktørerne og gæsterne i Randers Kommune. Den ene vil være tilstede i Randers og yde gæsteservice, der hvor turisterne færdes, og den anden arbejder i hhv. Randers, Djursland og Aarhus efter behov.
Det er en del af aftalen, at VisitAarhus skal arbejde tæt sammen med de lokale aktører i turisterhvervet i Randers Kommune om gæsteservice, markedsføring, netværk, kompetenceudvikling m.v. Samtidig skal man udvikle destinationen digitalt. Alt sammen noget som Visit Aarhus har stor erfaring med:
– Vi har en stærk organisation, der glæder sig til at videreudvikle og markedsføre turismen i Randers i sammenhæng med den nye store destination og sammen med de lokale aktører. Jeg er sikker på, at vi i fællesskab vil lykkes med at tiltrække endnu flere turister og gæster – fortæller Pia Lange Christensen.
Aftalen mellem VisitAarhus og Randers Kommune løber i perioden 2020-2022.
Ved byrådets behandling af aftalen stemte 24 for: Dansk Folkeparti, et flertal blandt socialdemokraterne, Venstre, SF, og Konservative Folkeparti stemte for.
4 stemte imod: Velfærdslisten, Beboerlisten, De Radikale Venstre, Henning Jensens Nyhuus (A).
3 Undlod at stemme: Anker Boje (A). Iben Sønderup (A) og Enhedslisten.
Et ændringsforslag fra Venstre om et halvårligt statusmøde mellem forvaltningen i Randers Kommune og Visit Aarhus med en efterfølgende orientering til Udviklingsudvalget blev enstemmig vedtaget med 31 stemmer for.
Kommentarer