Kultur og events

Borupvænget Plejecenter gør klar til OLD RUN


I morgen tirsdag den 3. september kl. 10.30 begynder det fire dage lange “motionsløb” for bebeoerne på Borupvænget Plejecenter. Her skal de hver dag gå “Old Run”-ruten rundt om plejecentret.

Det sker i forbindelse med Borup Plejecenters aktivitetsuge, der byder på mange flere aktiviteter med fokus på bevægelse.
Inspireret af Royal Run, Nordic Race og de over 1.000 andre motionsløb, der i disse år er med til at få danskerne op af sofaen, arrangerer Borupvænget Plejecenter OLD RUN – et fire dags “motionsløb”, der skal give beboerne lyst til at bevæge sig mere.
Som en del af ‘Bevæg dig for livet Randers’ afholder Borupvænget Plejecenter OLD RUN – en konkurrence på tværs af plejecenteret, hvor beboerne konkurrerer om, hvilken afdeling der kan gå flest gange rundt om plejecenteret.
– Det er vigtigt at beboerne er aktive, fordi det giver øget sundhed og fællesskab. De er sammen på en helt anden måde, og det er noget de ser frem til – fortæller Inge Schulz Knudsen, der er Aktivitetsmedarbejder og frivilligguide på Borupvænget.
Konkurrencen, som er en del af Borupvængets aktivitetsuge, begynder tirsdag klokken 10.30. Her går beboerne i samlet flok OLD RUN-ruten, og undervejs vil der være forfriskninger til dem, der har brug for det. Men inden konkurrencen kan skydes i gang er det vigtigt at de ældre har udstyret i orden, og for beboerne på Borupvænget er det ikke løbeskoene, der er det vigtigste hjælpemiddel.
– Mange af vores beboere går jo ikke så godt længere, så i dag har vi besøg af Hjælpemiddelhuset, der pifter beboernes rollatorer op, så de er i tip top stand til gåturskonkurrencen – fortæller Inge Schulz Knudsen.
Aktivitetsugen byder også på andre spændende aktiviteter, blandt andet onsdag, hvor plejecenteret får besøg af den lokale børnehave. Sammen starter de dagen med udendørs morgengymnastik klokken 10, hvorefter der er arrangeret aktiviteter for børn og ældre, så alle får mulighed for at få gang i musklerne.

Kommentarer