Condomeriet starter onlinesalg af kondomer
Condomeriet i Randers Sundhedscenter har for tiden lukket på grund af corona. Condomeriet tilbyder råd og vejledning om køb og brug af kondomer og prævention, og for at gøre kondomerne tilgængelige for borgere i Randers under corona, sættes de nu til salg online.
Condomeriet tilbyder råd og vejledning til alle uanset alder, køn og seksuel orientering om brug af kondomer og sex generelt. De sælger til dagligt et bredt udvalg af kondomer, alt lige fra latexfrie til veganske kondomer, samt mange forskellige størrelser fra 90 mm. i omkredsen til 138 mm. i omkredsen, fra deres lokale i Randers Sundhedscenter.
– Selvom meget er lukket ned og vi skal holde afstand, kan man fortsat dyrke sex om man er single eller i et forhold. Dog skal det påpeges, at man skal passe på sig selv og andre, når man ikke har en fast partner. Derfor opfordrer vi til at læse Sundhedsstyrelsens anbefalinger omkring sex under corona. De kan også læses på vores facebookside. Det vigtigt, at vi sørger for, at kondomer og vejledning fortsat er tilgængeligt, så nu sætter vi gang i onlinesalget af kondomer, glidecreme og lignende, som vi normalt har til salg i Condomeriet – fortæller Anja Nesgaard Dal, forebyggelseskonsulent ved ungekontakten i Randers Sundhedscenter.
Udvalget af kondomer kan ses på Condomeriets facebookside https://www.facebook.com/Condomeriet-Randers-1626091137620879 Bestillinger af kondomer foregår via condomeri@randers.dk og kan enten sendes til en hjemmeadresse eller hentes i receptionen i Randers Sundhedscenter Thors Bakke, betaling kan kun ske via MobilePay. For rådgivning om sex og prævention er Condomeriets telefon åben alle hverdage mellem klokken 10 og 12 (24 60 66 22).
Kommentarer