Danish Crown vil kopisikre kødeksport med Blockchain
Når kinesiske forbrugere vælger dansk svinekød i køledisken, skal de være trygge ved, at det er dansk og har været igennem vores velrenomerede veterinærkontrol. Det vil Danish Crown i Randers sikre via et digitalt fingeraftryk, som skal sikre, at danske virksomheder ikke får misbrugt deres varemærke i udlandet.
Teknologien hedder Blockchain, og har tidligere været brugt til mindre forsøg med at gøre fødevarer nemme at spore. Nu har Danish Crown valgt at bruge teknologien i større skala.
Ifølge Søren Tinggaard, underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling i Randers, sker det ofte, at produkter fra store danske virksomheder bliver kopieret eller efterlignet.
– Det kan være, at man prøver at lave et design, der lægger sig tæt op ad vores Danish Crown-krone. Eller at man genbruger vores emballager med kød fra andre producenter, forklarer Søren Tinggaard til dr.dk.
Ifølge dr.dk fungerer blockchain-teknologien sådan, at hvis en virksomhed som Danish Crown skal sende en kasse med svinekød til udlandet, så giver den hvert enkelt produkt et unikt fingeraftryk, som bliver noteret.
Når svinekødet eksempelvis lander hos et supermarked i Kina, vil personalet kunne scanne fingeraftrykket for at sikre, at det er kød fra Danish Crown.
Teknologien har også den funktion, at den sladrer, hvis andre forsøger at bryde ind i kæden mellem producent og forhandler.
– Hvis nogen forsøger at hacke det her – og det kan lade sig gøre, for ingenting er 100 procent sikkert – så bryder man en kode. Dermed er jeg klar over, at nogen har fiflet med det, og kan søge information ad andre veje, siger Henning Høgh Jensen fra Danmarks Tekniske Universitet til dr.dk.
Kommentarer