Danva: Forureneren bør betale for rensning af spildevandet
Danske EU-Parlamentarikere støtter forslag om højere krav til rensning af spildevandet, men er splittede i spørgsmålet om, hvem der skal betale for den ekstra rensning. Det bør være forureneren, mener Danva. Også når det kommer til grundvandet.
Medicinrester, PFAS, pesticider og andre miljøfarlige stoffer hører hverken til i grundvandet eller vandmiljøet. Derfor kæmper Danva (Dansk Vand- og Spildevandsforening, red.) for, at vandselskaberne får bedre muligheder for at løse problemerne. Og i aprilnummeret af branchemagasinet ‘Danskvand’ sætter Danva netop fokus på problemer og løsninger, når det kommer til miljøfarlige stoffer i vandet.
– Vandselskabernes økonomiske rammer skal indrettes på en måde, så Danvas medlemmer kan investere i at skærme mennesker og miljø mod de miljøfarlige stoffer. De rammer skal blandt andet bruges til at finansiere sprøjtefrie grundvandsparker og, for spildevandsselskabernes vedkommende, at anlægge et ekstra rensetrin i processen, siger Carl-Emil Larsen, direktør i Danva, i sin leder i magasinet ‘Danskvand’.
Her kan man læse mere om, hvad det fjerde rensetrin er, og hvilke erfaringer danske vandselskaber allerede har gjort sig med fjernelse af medicinrester fra spildevandet.
Forureneren skal betale
I forbindelse med en revision af byspildevandsdirektivet foreslår EU-Kommissionen, at medicinal- og kosmetikindustrien skal betale en del af regningen i forbindelse med indførslen af det fjerde rensetrin, som skal komme miljøfarlige stoffer i spildevandet til livs. Kommissionen oplyser, at hele 92 procent af disse stoffer stammer fra de to industrier.
Nikolaj Villumsen, valgt for Enhedslisten, bliver forhandler om byspildevandsdirektivet på vegne af venstrefløjsgruppen i Europa-Parlamentet. Han erklærer sig som tilhænger af “de skrappest mulige krav” til spildevandsrensning.
– Min absolutte topprioritet er at få lavet en bedre beskyttelse af natur og klima, der samtidig er socialt retfærdig. Hvis der er muligheder for at stramme yderligere op i forhold til udkastet, så er det oplagt at gøre det, siger Nikolaj Villumsen til ‘Danskvand’.
EU-Kommissionen lægger op til, at renseanlæg over 100.000 PE (personækvivalenter) skal fjerne 80 procent af de miljøfarlige stoffer i spildevandet. Nikolaj Villumsen opfordrer til at være særlig opmærksom på cocktaileffekter som følge af samspillet mellem flere skadelige stoffer.
Pernille Weiss, valgt for De Konservative, er med i Det Europæiske Folkepartis gruppe i Europa-Parlamentet, der er konservativ/kristelig-
– Det er mit indtryk, at EU-Kommissionen har forberedt sig godt, så Kommissionen har foreslået det, der er behov for, siger Pernille Weiss til ‘Danskvand’.
De to EU-parlamentarikere er dog splittede i spørgsmålet om, hvordan regningen skal fordeles. Læs mere om det i den seneste udgave af magasinet ‘Danskvand’.
Kunder kan trygt drikke vandet
Danva støtter Kommissionens forslag om et udvidet producentansvar ud fra forureneren betaler-princippet og ser gerne, at samme princip bliver indført i forhold til drikkevand.
– Vandværker har i mange år kæmpet med rester af miljøfarlige stoffer i det grundvand, der anvendes til drikkevand. Fremadrettet skal vi derfor i en periode indstille os på, at man flere steder skal rense grundvand, der anvendes til at drikke. Den erkendelse viser vigtigheden af at indføre et udvidet producentansvar på sprøjtemidler, så de, der fremstiller produkterne, også betaler for den oprydning og rensning, deres produkter vil medføre, siger Carl-Emil Larsen.
På trods af miljøfarlige stoffer har vandkunderne dog ikke noget at frygte, når de åbner for vandhanen, lyder det fra en af landets førende eksperter, Hans-Jørgen Albrechtsen, der er professor på Institut for miljø og ressourceteknologi på DTU.
– Jeg mener fortsat, at det danske drikkevand er godt og rent, og jeg synes, vandselskaberne gør en rigtig god indsats for at sikre, at det forbliver sådan. Forbrugerne behøver ikke være bekymrede for det vand, de får i hanerne, siger professoren til ‘Danskvand’.
Læs mere om udfordringer og løsninger i forhold til miljøfarlige stoffer i magasinet ‘Danskvand’.
Kommentarer