Debat: Hvornår bliver det Arne's tur?
Debatindlæg af Arne Erikslev, Toldbodgade 21, Randers NØ
Den tidligere regering med Venstre i spidsen har holdt, hvad den lovede med seniorpension, der gives til alle nedslidte danskere – uanset faggruppe – om at gå på tidligere pension.
I vores nabokommune Vesthimmerland har Finn, der efter mange år på arbejdsmarkedet med forskellige fysiske jobs – efter ansøgning primo januar 2020 – har fået tilkendt seniorpension, som formentlig den første i landet.
Han får nu en værdig seniortilværelse, der økonomisk svarer til førtidspension, som han får indtil han når til folkepensionsalderen.
Den nye ordning er ikke begrænset til bestemte brancher, men gives til nedslidte danskere uanset hvilke job vedkommende kommer fra.
Min landskendte navnebroder Arne venter stadigvæk på en ret til tidlig pension, som Mette Frederiksen (S) lovede ham for over et år siden.
Så seniorpensionen virker nu, hvorimod der må være en masse danskere, som lige nu føler sig taget ved næsen af valgløfte fra Socialdemokratiet, og som måske stemte på det parti med forventning om, at der kom opfyldelse af valgløftet.
Der er et godt dansk moralsk udsagn om, at man holder, hvad man lover og inden for en rimelig tid.
Kommentarer