Af Paulina Posselt
I forbindelse med skoleårets start blev der indført, at specialområdets fritidsordning skulle ligestilling med almenområdets.
Det vil sige at alle heldagstilbud er blevet ændret til skoletilbud med en SFO – hvilket er meget billigere, da SFO’en ikke er pålagt at yde et specialpædagogisk fritidstilbud, men i stedet kan nøjes med at tilbyde konventionel fritidstilbud, som ikke er i overensstemmelse med mange af børnenes behov for nærvær og støtte – og som en sidebemærkning så blev der også indført brugerbetaling.
Overordnet har det resulteret i et fritidstilbud med færre ressourcer, der ikke kan rumme alle børnene som forældrene kan få lov at betale for.
Så da byrådet gjorde status for nyligt, viste det sig som forvaltningen havde forudset, at rigtig mange forældre havde valgt SFO fra – faktisk er det næsten halvdelen af børnene, der ikke længer benytter sig af skolernes fritidsordninger, hvilket var endnu flere end forvaltningen havde spået.
Men nu er det bare sådan, at når man spørge forældrene, så fortæller langt de fleste, at deres børn med særlige behov, af meget forskellige årsager, ikke deltager i fritidsaktivitere uden for hjemmet, uanset om børnene går i SFO eller ej.
Så for rigtig mange børn med særlige behov, så udgør SFO den eneste mulighed for et fritidstilbud.
Og så kan man jo tænke, “nåh ja, det må forældrene vel selv om” – og der er også rigtigt, at der er mange gode grunde til, at der er børn, der ikke længere gå i SFO…
Men det er meget bekymrende, hvis børn med særlige behov bliver udelukket fra SFO – for mange deres eneste fritidstilbudsmulighed – og bare sidder hjemme på værelset, hver dag efter skole på grund af politik, økonomi og kvalitetsforringelser.
Disse børn får ikke styrket de gode sociale relationer og de opleve ikke at være inkulderet i et større fællesskab, uden for skolen.
Gode relationer og fællesskab er afgørende for, at børns trivsel og udvikling.
Trivsel og udvikling er en investering, ikke en udgift.