Kultur og events

Døden og sorgen – en overlevelsesguide

Esbej Kjær giver bud på en overlevelsesguide, når sorgen rammer...

Har du oplevet sorg? Eller vil du gerne rustes til, når sorgen rammer? Så er dette foredrag noget for dig. Esben Kjær har på baggrund af grundig research og sin egen sorg over tabet af sin søn, skrevet bogen “Døden – en overlevelsesguide”, som han kommer til Randers Bibliotek og holder foredrag om.
Det sker tirsdag d. 19 november hvor FOF og Randers Bibliotek byder på foredrag med radiovært, journalist og forfatter Esben Kjær. Foredraget er en meget konkret hands-on introduktion til, hvad man som efterladt stiller op med døden og sorgen: Hvordan man navigerer i den, hvor man kan handle, og hvor man bare skal lade sig slæbe med.
Esben Kjær vil gå så langt som at kalde danskerne sorg-inkompetente. Derfor ender vi ofte med at famle hjælpeløst rundt i sorgen. Men der er heldigvis hjælp at hente.
Foredraget er nemlig et forsøg på at skære igennem og give de efterladte al den viden, de har brug for i én samlet pakke. Esbens tilgang er meget praktisk, fordi det er dér handlemulighederne er. Den bygger dels på Esbens meget store erfaring med død og sorg baseret på hans omfattende research, hans møde med tusinder af efterladte og, ikke mindst, hans egne dyrekøbte erfaringer, da han mistede sin lille søn.
Esben Kjær har under tilblivelsen af bogen interviewet en lang række af landets førende eksperter indenfor forskellige aspekter af sorg, og foredraget er også fuld af deres indsigter.
Vi garanterer en stærk aften der kan ruste os alle til mødet, møderne, med sorgen. For sorgen er et vilkår når man er menneske, sorg kommer ud af kærlighed til det vi mister.

Kommentarer