Efter 40 år på Christiansborg stopper Pia Kjærsgaard ved næste valg
Hun blev valgt ind i Folketinget ved valget 10. januar 1984. Men efter næste folketingsvalg er det slut med tilværelsen på Christiansborg for Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti. Det siger hun til TV 2.
Da hun blev valgt ind i Folketinget for Fremskridtspartiet, havde Poul Schlüter (K) kun været statsminister i lidt over et år. Hun har også siddet i Folketinget, mens statsministrene har heddet Poul Nyrup Rasmussen (S), Anders Fogh Rasmussen (V), Lars Løkke Rasmussen (dengang V), Helle Thorning-Schmidt (S) og nu Mette Frederiksen (S).
I 1995 meldte Pia Kjærsgaard sig ud af Fremskridtspartiet og dannede Dansk Folkeparti, som hun førte til mange mandater i sin tid som formand fra 1995 til 2012. Hun var også i perioden 2015-2019 formand for Folketinget.
– Man skal gå, når man er elsket og respekteret.
– Jeg føler mig meget elsket af mit bagland og af partiet. Og også af en pæn del af befolkningen, vil jeg gerne have lov til at sige. Så det er nu. Efter 40 år på Christiansborg, siger 77-årige Pia Kjærsgaard.
Dansk Folkepartis nuværende formand, Morten Messerschmidt, skriver på X, at det både er med stolthed og vemod, at han siger farvel til sit partis mangeårige formand.
– Pia har ikke blot været en kollega og en ven, men også en inspiration for mig og mange andre. Hendes urokkelige engagement, kampgejst og mod har præget dansk politik gennem flere årtier.
– Fra hendes tid som stifter af Dansk Folkeparti og til hendes mange år som folkets stemme i Folketinget, har hun kæmpet for de værdier, der er hjørnestenene i vores parti og i Danmark: dansk kultur, folkestyre og en stram udlændingepolitik, skriver han.
Næste folketingsvalg skal afholdes senest med udgangen af oktober 2026.
/ritzau/
Kommentarer