Coronanyt

Enkelte borgere må fortsat vente på besked om deres corona-udskudte hospitalsaftaler

Arkivfoto

Hospitalerne i regionen er ikke i mål med at finde nye tider til alle borgere, der fik udskudt deres hospitalsaftaler under coronaepidemien.

Sundhedsstyrelsen og regeringen bad i marts hospitaler landet over om at udskyde alle ikke hastende undersøgelser og behandlinger, for at sikre kapacitet nok til at behandle kritisk syge patienter under coronaepidemien.

De berørte borgere her i regionen fik brev om, at de ville modtage et nyt indkaldelsesbrev senest 1. juli 2020. Det brev venter ca. 8600 borgere stadig på at modtage.

– Jeg beklager, at alle endnu ikke har fået en ny tid. Hospitalerne arbejder intenst på at afvikle alle ventelister, men vil meget nødig inddrage medarbejdernes sommerferie. Det håber og tror jeg, borgerne har forståelse for, siger Ole Thomsen, koncerndirektør med ansvar for hospitalerne.

Hospitalerne arbejder intenst på at give de berørte borgere besked om deres udskudte aftaler hurtigst muligt.

Kommentarer