Fællesskab og mental trivsel på programmet for ansatte i kommunen
En gruppe medarbejdere fra Randers Kommune var taget i Randers Naturcenter i forbindelse med Sindets Dag. Afdelingen har fået tildelt 10.000 kr. til at sætte fokus på mental trivsel på arbejdspladsen.
Torsdag den 10. oktober havde 19 medarbejdere i Myndighed for Børn og Unge Handicap i forbindelse med Sindets Dag afsat en arbejdsdag til teambuilding, fællesskab og daglig trivsel på arbejdspladsen.
– Det giver så meget at komme udenfor, så man kan reflektere og tænke nye tanker. I vores dagligdag løber vi stærkt og har mange bolde i luften. Vi arbejder med tunge problemstillinger, så det er vigtigt at have god trivsel, så vi kan holde til arbejdet. Vi har brug for de gode historier og gode oplevelser sammen- fortæller Julie Møller, socialrådgiver i Myndighed for Børn og Unge Handicap.
Hendes kollega Stella Meyer Olesen erklærer sig enig:
– Vi har det godt på arbejdspladsen, men vi har en travl hverdag. Vores beskyttelsesfaktor er, at vi kan grine og have det sjovt, så vi bedre kan klare udfordringerne. Det er godt at lave noget sammen og samarbejde med noget andet end det, vi er vant til i vores arbejdsopgaver – forklarer Stella Meyer Olesen, socialrådgiver.
For at styrke fællesskabet prøvede de ansatte kræfter med dialogspil og refleksionsøvelser om gruppens styrker og udfordringer, efterfulgt af madlavning over bål i grupper. Dagens opskrift stod på grønne tapas, pandekager og korn-otto.
Myndigheden for Børn og Unge Handicap har fået tildelt 10.000 kr. fra Foreningen Velliv for at sætte fokus på mental sundhed i arbejdslivet. Foreningen Velliv har afsat 50 millioner kr. til omkring 500 arbejdspladser over hele landet, som på Sindets Dag sætter fokus på at fremme mental trivsel. Pengene kommer omkring 20.000 medarbejdere landet over til gode.
– Det er super fedt, at nogen vil give os penge til det, for vores budget går til at støtte familierne. Derfor er det en kærkommen håndsrækning udefra, som gør, at vi kan sætte tid af til at gøre sådan noget her – pointerer Julie Møller.
Sindets Dag er en verdensomspændende begivenhed, som sætter fokus på mental sundhed og psykisk sårbarhed. Dagen bliver markeret den 10. oktober hvert år.
Kommentarer