Fem anmeldelser: Naboer generet af høj musik i sommernatten
De seneste par dages varme sommerdage og lune aftener har betydet mange har rykket dagligdagen udendørs og åbnet vinduer og døre på vid gab. Tilsyneladende har mange også taget højtalerne med ud under åben himmel, og måske glemt, at naboen ikke altid har samme smag i musikvalg eller lydniveau som en selv.
Østjyllands Politi har i løbet af søndag aften og nat modtaget ni anmeldelser om musik, hvoraf fem af dem var fra Randers:
Kl. 21.41 ved Landlystvej i Randers SØ
Kl. 22.05 ved Skovbrynet i Randers C
Kl. 23.42 ved Østervold i Randers C
Kl. 00.44 ved Frisenborgvej i Randers NØ
Kl. 02.16 ved Gethersvej i Randers C
Østjyllands Politi vil gerne opfordre til, at alle tager hensyn til hinanden ude i sommerlandet. Der skal både være plads til at hygge sig og nyde sommernætterne udenfor i gården, parken eller på standen, men man skal også respektere, at naboen måske ikke har ferie og føler sig generet af musikken.
Første skridt er altid at forsøge at tage kontakt og bede pænt om, at der bliver skruet lidt ned for musikken. Hvis man ikke kan blive enige om lydstyrken, eller hvis det udvikler sig, så kan man ringe til politiet.
Kommentarer