112 og retsvæsen

Fire mænd anholdt for at stjæle tøj i sportsbutik

Arkivfoto

En patrulje fra Østjyllands Politi kørte torsdag kl. 16.32 til Intersport på Storegade i Randers.
Vagten i butikken kunne oplyse, at en personbil netop var kørt fra stedet med fire mænd i, som kort forinden havde stjålet flere tøjgenstande fra butikken. Vagten havde fået noteret bilens registreringsnummer, og betjentene kunne derfor slå en adresse op på én af de formodede gerningsmænd.
På arbejdspladsen for den 32-årige mand, som bilen var indregistreret til, fandt betjentene den beskrevne bil. En anden patrulje havde i mellemtiden gennemset overvågning fra sportsforretningen, og kunne derudfra identificere fire mænd, hvoraf de tre var til stede på arbejdspladsen.
De tre mænd, som er henholdsvis 20 år, 32 år og 28 år blev anholdt og taget med på politistationen. Klokken 17.40 ankom den fjerde gerningsmand, som er 19 år, til arbejdspladsen, hvor patruljen stadig befandt sig. Han blev også anholdt med flere af tyvekosterne i sin besiddelse.
Alle fire mænd er sigtet for butikstyveri.

Kommentarer