Flotte resultater ved Danske mesterskaber
Swimteam Neptun var repræsenteret ved, for klubbens, sæsonens sidste stævne; De danske mesterskaber i svømning på langbane, for årgangssvømmere. Stævnet foregik over fire dage i Nørresundby idrætscenter, med Aalborg svømmeklub og Dansk svømmeunion som værter.
Swimteam Neptun stillede med to svømmere i år; Mathias Nybro Laursen og Sofie Kruse Rasmussen. Beggesvømmere mødte op, meget spændte og nervøse. For Mathias gjaldt det, at det var hans første DM nogensinde, og tilmed hans første langbanestævne nogensinde. For Sofie var det kulminationen på en vildsæson, hvor Sofie udover at have forbedret sig konstant, og kravlet op af ranglisterne stævne for stævne, også ankom med en ”årets svømmer” pris i lommen, fra klubbens netop overstået sæsonafslutning.
Og lad det være sagt med det samme; Begge svømmere leverede varen!
Sofie havde flest løb på programmet, hvoraf enkelte løb mere tjente som formål at holde kroppen i gang. Et af de løb var 200m fri på første dagen. Men Sofie skød fra skamlen som en raket, satte mange tidligere konkurrenter til vægs, og svømmede sig til en B-finale. Bedriften gentog Sofie i 50m fri, hvor Sofie virkelig har haft tur i den i år – det havde hun endnu en gang, hvor hun med en flot PR svømmede sig ind i en A-finale, og nu kan kalde sig Danmarks 6. bedste svømmer i 50m fri. Ret imponerende for en svømmer, der ikke engang var i top 20, da sæsonen startede. Sidst, men ikke mindst snuppede Sofie endnu en finale i 100m fri, hvor hun dermed også er at finde i top 15 nu.
Mathias havde et rigtig flot DM. Det stod på tre løb for den unge svømmer, der har trænet i Neptun de sidste to måneder. De to måneders træning gav afkast med det samme, da Mathias skød afsted i flot PR på 100m butterfly, hvor det dog ikke blev til finale. Det gjorde det til gengæld på 50m butterfly, hvor Mathias skød sig ind i en B-finale, og ender som nr. 12 i Dk. Meget flot, taget i betragtning at Mathias slet ikke var at finde på ranglisterne, da sæsonen startede. Og nu er han i top 15. Mathias sluttede af med en flot PR i 100m fri, i en tid der dog lå lige udenfor finalerne.
Alt i alt et meget flot stævne for de randrusianske svømmere, der svømmede store PRere, også under forventede udregnede tider, og viste dermed lokalområdet og svømme-Danmark, hvor der sker udvikling, og hvem man skal holde øje med!
Cheftræner Morten Brøndum udtaler – Det er svært at være mere tilfreds med de to svømmere. De satte deres lokale konkurrenter til vægs i flere sammenhænge, og de blandede sig med toppen af dansk svømning – en perfekt afslutning, på en fantastisk forårssæson. Nu går planlægningsarbejdet i gang for næste sæson, hvor vi vil have flere deltagere ved mesterskaber, samt nærme os podierne ved mesterskaberne.
Swimteam Neptun holder nu sommerferie, efter en utrolig flot forårssæson, der har trukket mangeoverskrifter! Klubtræningen begynder igen i uge 32, til en spændende sæson, hvor mange nye tiltag er på vej, og et stærkt trænerteam er klar omkring de dygtige svømmere.
Kommentarer