Flyrejsende må snart have flasker med væske i håndbagagen

Det bliver snart muligt for rejsende at have flasker med op til to liters væske i håndbagage. I Billund er nye scannere allerede godkendt. Fot: Københavns Lufthavn / PR Foto.

Du kender sikkert scenariet fra lufthavnen: Du står ved sikkerhedskontrollen og forsøger febrilsk at få dine toiletsager presset ned i en lille plastikpose, mens du spørger dig selv: “Hvor meget væske må jeg egentlig have med i håndbagagen?”

Hidtil har svaret været klart – maks. 100 milliliter pr. beholder, og alt skal kunne være i én 1-liters pose. Men det billede er ved at ændre sig. Med indførelsen af nye 3D-scannere i flere europæiske lufthavne har EU-Kommissionen besluttet at opdatere retningslinjerne for håndbagage.

Billund Airport er nu den første danske lufthavn, der har fået godkendt brugen af de nye scannere. Ifølge lufthavnens sikkerhedschef, Henrik Kristiansen, er det snart muligt at rejse med væskebeholdere på op til to liter i håndbagagen. “Vi har fået grønt lys, så det er et spørgsmål om kort tid. Når vi har opdateret den påkrævede software, meddeler vi det til Trafikstyrelsen, og så kan det sættes i gang,” siger han.

Lufthavnen har testet teknologien i det seneste halve år. Det betyder, at både væsker i mindre beholdere og elektronik fremover kan blive i tasken under sikkerhedstjekket – de skal altså ikke længere lægges separat på båndet.

I mellemtiden venter Københavns Lufthavn på godkendelse af sine egne 3D-scannere. Kommunikationschef Lise Agerley Kürstein siger: “Det er forhåbentlig vores tur næste gang. Vi regner med, at processen snart er på plads – vi venter bare på godkendelsen.”

Lufthavnen i København råder allerede over fem nye 3D-scannere, som er designet til at kunne håndtere både væsker og elektronik i håndbagagen. Og til maj 2026 planlægges en større udvidelse af sikkerhedskontrollen med i alt 20 nye scanningsspor.

Kommentarer