Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen er tirsdag den 1. august vendt tilbage til politik og til sin post som forsvarsminister efter et halvt års sygemelding med stress.

I et længere opslag på sin facebook side mandag skrev han:

Kære alle

I morgen har jeg min første arbejdsdag i Forsvarsministeriet i næsten seks måneder, og jeg vender tilbage til dansk politik. Jeg glæder mig helt vildt! Jeg er også lidt nervøs. Spændt, kalder man det vist. Mest af alt glæder jeg mig til at skulle på arbejde og være sammen med mine kolleger igen.

Da jeg tilbage i februar måtte sygemelde mig med stress, var det en af de sværeste beslutninger i mit liv. Det var et kritisk tidspunkt for Venstre og for Forsvaret, og jeg følte, at jeg svigtede. Jeg regnede med, at jeg skulle være væk i et par uger, og så var jeg tilbage igen. Sådan gik det ikke.

Jeg har haft (for) mange kolleger både i og uden for politik, som er blevet ramt af stress og er blevet syge. Nogle af dem alvorligt. Jeg har altid haft en dyb respekt for den sygdom og prædiket for mine kolleger, at de skulle passe på sig selv.
Alligevel ramte det mig selv, og det ramte hårdt. Fra mine kolleger ved jeg, at man skal være tålmodig, men det er noget andet, når det er på egen krop. Det tager lang, lang tid at komme sig, og der er ikke to forløb, som er ens.

For mit vedkommende gik det ned ad bakke i de første uger. Efter en måneds tid begyndte det med god opbakning fra både læge og psykologer at gå stille og roligt fremad, men med et par solide tilbagefald i starten.

Min familie og særligt min hustru har stået model til en del i den periode. Men hun har samlet mig op. Hver eneste gang. Tålmodigt og kærligt. Igen og igen. Hun har hjulpet mig, støttet mig, været sammen med mig, båret over med mig og fortalt mig, at det hele nok skulle blive godt igen. Og det blev det. Efter et par måneder begyndte det at gå støt fremad.
Nu har jeg fået min styrke tilbage, og jeg kan mærke lysten til at vende tilbage til Christiansborg. Ikke fordi, jeg skal og ikke fordi, det er en pligt. Men fordi jeg virkelig gerne vil. Fordi jeg har muligheden for og lysten til at sætte mit præg på dansk politik. Det er jeg ikke færdig med.

Da jeg blev syg, var Venstre et kritisk sted. Vi var lige gået i regering. Oven i købet med arvefjenderne fra Socialdemokratiet. Og nu skulle vi til at omsætte et godt regeringsgrundlag til konkrete resultater. Jeg ved godt, der er mange, som stadig er skeptiske overfor min beslutning om at gå i regering. Var det nu det rigtige for Venstre? Selv er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det var det rigtige for både Danmark og Venstre.

Vi havde mulighed for at få indflydelse og tage ansvar for Danmark i en situation, hvor der er et rødt flertal i Folketinget. Den mulighed greb vi. For jeg mener, at Venstre skal være et liberalt parti, som altid søger indflydelsen og tager ansvar.
Og ærlig talt, så var udsigterne i blå blok noget tågede, fordi trangen til at konkurrere med hinanden var blevet større end viljen til at arbejde sammen. Som det største blå parti var Venstres profil blevet mere og mere udvisket, fordi vi i tre år konstant arbejdede for at kitte de blå partier sammen. Gennem mange år var Venstre endt med at blive summen af, hvad de blå kunne enes om, og det var ikke meget. Det skal vi rette op på. Og det, tror jeg, vi har gode muligheder for.
Det bliver godt at komme i sving med arbejdet i regeringen. Det bliver godt at se Folketingsgruppen. Og jeg glæder mig til at komme ud til alle de gode mennesker, der til daglig driver Venstres kæmpe organisation.

Jeg synes, man har nået meget, mens jeg har været væk. Stephanie og Troels har begge ydet en enorm og meget kompetent indsats for Venstre gennem en svær tid. Det er jeg meget taknemlig for. Det er en kæmpe styrke for vores parti. Tak til jer begge – og tak til jeres familier, som jeg er helt sikker på, har set mindre til jer, end de ellers ville have gjort.

Også en stor tak til hele ministerholdet, folketingsgruppen, medarbejderne, baglandet og alle de frivillige kræfter i Venstre, som har stået sammen. Det har været fantastisk at mærke. Jeg ved godt, det er sådan, vi gør i Venstre – men når man for en tid er ufrivilligt parkeret på sidelinjen, så varmer det helt enormt at se, at man rykker sammen på den måde.

Mens jeg har været væk, er der også indgået flere gode aftaler, som rykker Danmark i den rigtige retning. Herunder et nyt forsvarsforlig. Det er brede aftaler, og det ser jeg som udtryk for, at partierne rundt om regeringen har valgt at søge samarbejdet. Det, tror jeg, er sundt for dansk politik.

Vi kan udrette mere sammen, hvis vi har fokus på at finde løsninger sammen. Det er i hvert fald en refleksion, jeg har gjort mig, mens jeg har været væk. Politik handler selvfølgelig også om at være uenige og at illustrere de uenigheder. Men jeg har brugt rigelig tid i min politiske karriere på at skælde ud på andre partier, og jeg vil hellere bruge mit liv i politik på at gøre en forskel. Det var derfor, jeg gik ind i politik. Det er det, der driver mig. Det er det, der gør mig glad. Og det har jeg tænkt mig at være mere.

Lad mig slutte af med at sige tak for den støtte og den opbakning, som jeg har fået, mens jeg var syg. Ingen nævnt, ingen glemt. Tak for de mange hilsener, beskeder og gåture i skoven. Det har betydet langt mere, end I lige går og tror.
At blive ramt af stress kan opleves som en dødsdom – ikke bare for ens karriere, men for hele tilværelsen. Undervejs blev jeg bange for, at jeg aldrig skulle blive mig selv igen. At jeg aldrig ville kunne passe et arbejde igen. Men det er muligt at komme igennem det og vende stærkt tilbage, hvis man er så heldig, at have venner, kolleger og familie, der træder til og bakker op. Jeg er så uendelig privilegeret, at jeg har netop det. Og jeg glæder mig til at starte på et nyt kapitel i dansk politik, når jeg i morgen vender tilbage som formand for Venstre og som forsvarsminister.

KH/ Jakob