Kultur og events

Første spadestik til Hornbæk Idræt & KulturCenter

Borgmester Torben Hansen tager onsdag den 14. august kl. 16.30 første spadestik på anlæggelsen af den nye kunststofbane på Gl. Viborgvej 50 i Randers.
Arealerne ved og omkring Randers Firmasport får dermed det første synlige tegn på, at Hornbæk Idræt & KulturCenter nu ikke mere er et projekt under opstart, men en realitet, der rykker nærmere og nærmere. Projektet realiseres dermed efter en halvandet år lang periode med udarbejdelse af projektet i samarbejde med Randers kommune og indsamling af de nødvendige midler hos borgere i området og de mange firmaer og forretninger, der har valgt at støtte projektet.
– Det er et dejligt øjeblik for os nu, hvor Hornbæk-områdets store fritidsanlæg ikke mere kun er planlægning, møder og indsamlinger, men hvor borgerne vil kunne se, at vi er på vej med arbejdet – siger den projektansvarlige i styregruppen Peter Thorsen. – Vi får i første omgang 1 ½ kunststofbane primært til glæde for de 500 medlemmer i Hornbæk Sportsforening, og så følger anlægget af de øvrige udendørs faciliteter samt om- og udbygningen af Randers Firmasports klubhus. Faciliteterne vil gradvis kunne tages i brug til glæde for både nuværende og kommende borgere i Hornbæk-området.
Det er Hornbæk Sportsforening, Hornbæk Gymnastikforeningen og Randers Firmasport, der i samarbejde med bl. a. Hornbæk Skole har fået ideen og udarbejdet projektet. Èn af følgevirkningerne for lokalområdet har allerede været, at Hornbæk Skole etablerer en fodboldlinie, og det viser, at det kommende anlæg vil kunne skabe nye aktiviteter og udvikling i området. Kulturdelen vil primært bestå af indendørs aktiviteter i form af møder, foredrag og musikarrangementer, og det arbejde har allerede være i gang i klublokalerne med foreløbig 4-5 arrangementer i årets løb, Det vil blive udbygget yderligere, når udvidelsen af firmasportens klubhus bliver færdig.
– For os er det vigtigt, at Hornbæk Idræt & KulturCenter netop ikke kun bliver et anlæg for de eksisterende foreningers medlemmer, men at der kan blive tale om nye aktiviteter for alle borgere i området – unge som ældre – siger Peter Thorsen. – Intet af dette ville nemlig ikke kunne have ladet sig gøre, hvis ikke lokalområdet havde bakket op om projektet, ligesom den har været en gave, at Randers Firmasports klubhus allerede ligger i området, og at både firmasporten og ikke mindst Randers kommune har arbejdet hårdt og positivt for at få det hele realiseret.
Ved sammenkomsten i forbindelse med første spadestik er alle velkomne til at kigge forbi, og det vil være muligt at blive yderligere orienteret om detaljerne i det omfattende projekt, som samlet set vil koste cirka 20 mill. kr. dækket af bl.a. et kommunalt tilskud, firmasponsorater og donationer fra borgere i området.

Kommentarer