Folkemøde Randers årets første og måske eneste folkemøde

Arkivfoto

Planlægningen af Folkemøde Randers 2020 i midten af september er i fuld gang. Folkemøde Randers kommer i år til at løbe over en hel uge.
Mens de seneste måneder har budt på den ene aflysning efter den anden af folkelige og kulturelle arrangementer, for eksempel Folkemødet på Bornholm og Randers Festuge, melder arrangørerne af Folkemøde Randers, at Folkemøde Randers 2020 vil blive gennemført 12.-18. september.
– Det eneste, der kan hindre Folkemøde Randers 2020, vil være en ny Corona-bølge og en ny nedlukning af samfundet. Ellers er vi klar med et program, endnu mere afvekslende og interessant end sidste års program, fortæller formanden for Folkemøde Randers, Per Schultz-Knudsen.
Lokaldemokrati og brugerinddragelse
Det første Folkemøde Randers blev afviklet i 2019.
Arrangørerne, der var en række kulturelle, faglige og politiske foreninger og partier, var så tilfredse med opbakningen, at de efterfølgende dannede foreningen Folkemøde Randers og besluttede, at Randers Kommune hvert år i september skal danne ramme om et folkemøde, der sætter fokus på lokaldemokrati og borgerinddragelse.
– Naturligvis fik nogle af os nervøse trækninger, da samfundet lukkede ned i marts. Men vi bevarede håbet om, at det ville blive muligt at gennemføre Folkemøde Randers i september og fortsatte planlægningen. I dag er vi så overbeviste, at når vi får spørgsmålet ”Gennemføres årets Folkemøde Randers, eller bliver det også Corona-ramt?”, tør vi svare ”Ja og ja!”, fortæller Per Schultz-Knudsen med et smil og uddyber:
Lokaldemokrati i en tid med pandemi
– Folkemøde Randers 2020 bliver gennemført, men Corona-pandemien vil også sætte sit aftryk på arrangementet. Omdrejningspunktet er naturligvis lokaldemokrati og borgerinddragelse lokalt som nationalt, men hvor vi sidste år satte fokus på 100 året for det kommunale selvstyre, sætter vi med Folkemøde Randers 2020 særlig fokus på udfordringerne for lokaldemokratiet i en tid med pandemi.
– Vi har jo i de seneste måneder set, hvordan både den nationale og den lokale politiske beslutningsproces er blevet påvirket. Nogle vil sige, at demokratiet er blevet sat ud af spillet, andre vil påpege, at der blot er sket en digitalisering med video-møder, men i hvert fald er borgernes muligheder for at møde lokalpolitikerne og påvirke de politiske beslutninger blevet udfordret. Det vil vi gerne med Folkemøde Randers 2020 sætte fokus på, fortsætter Per Schultz-Knudsen.
Da Folkemødet på Bornholm og Kultur-folkemødet på Mors begge er blevet aflyst, bliver Folkemøde Randers det første og måske eneste folkemøde i 2020.
Folkemøde med musik og sang
De første navne på foredragsholdere er på plads, men flere er i pipelinen, og arrangørerne er derfor ikke klar til at afsløre programmet. Dog fortæller Per Schultz-Knudsen, at der vil være et helt nyt kulturelt indslag i forhold til sidste års arrangement.
– Mens samfundet har været nedlukket, er musik og fællessang blomstret frem. Det er Folkemøde Randers også blevet smittet med, fortæller Per Schultz-Knudsen.
Et af indslagene i Folkemøde Randers vil således være et arrangement med titlen ”Randers synger”, ligesom åbningsarrangementet vil blive krydret med musikalske indslag.
Arrangørerne regner med at have programmet for Folkemøde Randers 2020 klar ved udgangen af juni.

Kommentarer