Debat og politik

Folketinget åbner i dag med kongelig deltagelse

Den første tirsdag i oktober markerer starten på et nyt folketingsår. I år falder dagen den 7. oktober, og traditionerne er mange: gudstjeneste i Slotskirken, kongeligt besøg, statsministerens åbningstale og valg af Folketingets ledelse.

Åbningsdagen starter med en gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke, hvor biskop Ulla Thorbjørn Hansen fra Roskilde Stift prædiker. Gudstjenesten varer omkring en time og er for Folketingets medlemmer, ministre og inviterede gæster. Besøgende kan få adgang til Slotskirken mellem kl. 9.00 og 9.30, men der er kun et meget begrænset antal pladser.

Kongelig deltagelse ved første møde i folketingsåret

H.M. Kong Frederik, H.M. Dronning Mary, H.M. Dronning Margrethe og H.K.H. Prinsesse Benedikte vil være til stede, når folketingsåret officielt åbner kl. 12.00. Det første møde ledes af Folketingets længst siddende medlem, som igen i år er Pia Kjærsgaard (DF).

Folketingets Præsidium bliver valgt, og statsministeren holder åbningstale

Det første punkt på dagsordenen er valg af Folketingets formand og fire næstformænd i Præsidiet. Næstformændene vælges blandt de største folketingsgrupper ud over formandens egen. Når formanden for Folketinget og Præsidiet er valgt, holder formanden en tale og giver derefter statsminister Mette Frederiksen ordet.

I statsministerens åbningstale gør hun status over rigets tilstand. En del af åbningstalen er også lovprogrammet, som er en gennemgang af de lovforslag, som regeringen har planer om at fremsætte i den nye folketingssamling. Lovprogrammet bliver tilgængeligt på Statsministeriets og Folketingets hjemmesider samtidig med talen.

Kommentarer