Foreninger kan gøre en forskel for naturen og tjene penge til klubkassen
Mandag den 2. marts åbner tilmeldingen til Ren Naturs affaldsindsamling i Randers Kommune. Her kan spejdere, idrætsklubber og foreninger melde sig til at samle affald i naturen og samtidig modtage et sponsorat til deres forening.
For andet år i træk bliver det muligt for foreninger i Randers at samle affald i naturen og samtidig tjene penge til lokale aktiviteter. I 2019 samlede 177 børn og voksne henkastede dåser, papir og cigaretskod på 15 naturruter i Randers:
– Ren Natur er et godt projekt, der både gavner naturen og det lokale fællesskab i foreningerne i Randers Kommune – siger Frank Nørgaard, formand Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune og tilføjer:
– Projektet ligger fint i tråd med FN´s bæredygtige verdensmål, som Randers Kommune er i gang med at rulle ud i et samarbejde med virksomheder, institutioner og foreninger i Randers Kommune. En ren natur øger naturoplevelsen for alle borgere og er til gavn for dyr, planter og biodiversiteten.
Fakta om indsamling
Fra mandag morgen den 2. marts kan foreninger, der ønsker at komme i betragtning til én af 15 affaldsruter, tilmelde sig HER og samtidig tjene 3000 kroner. Foreningerne bestemmer selv, hvilken dag, de vil samle affald i perioden fra maj til september 2020. Foreninger, der samlede affald med Ren Natur i 2019, kan ikke søge i 2020.
Efter tilmelding får foreningerne tilsendt udstyr som sikkerhedsveste, handsker, skraldeposer, snappere, som sendes retur efter brug. Efter indsamlingen forpligter foreningerne sig til at udfylde et afrapporteringsskema online. Yderligere spørgsmål til Ren Natur mailes til: kontakt@rennatur.org .
Kommentarer