112 og retsvæsen

Fremstilling i retten

Fremstilling i Randers
Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 10.30 en 53-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for besiddelse af narko med henblik på salg, efter han mandag eftermiddag blev anholdt på sin adresse i Randers, hvor politiet fandt en del amfetamin.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre under grundlovsforhøret af hensyn til den videre efterforskning, og derfor ønsker Østjyllands Politi p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen.
Fremstilling i Randers
Østjyllands Politi fremstiller 11.15 en 26-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for overtrædelse af knivloven under skærpende omstændigheder.
Mandag klokken 23.57 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var optræk til slagsmål mellem to personer på et værtshus på Slotsgade i Randers C. Da betjentene ankom kort efter, havde uroen lagt sig, men stedet bar præg af tumult.
Mens patruljen stod og undersøgte stedet, kom den 26-årige mand pludseligt gående ud fra toilettet med en kniv i hånden. Han blev beordret til at lægge kniven og blev anholdt med den fornødne magt. Herefter blev han sigtet for at overtrædelse af knivloven. Han blev også fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, hvilket gav ham yderligere en sigtelse.
Ud fra vidneforklaringer på stedet fandt politiet efterfølgende frem til en 29-årig mand, som skulle have været med til at starte balladen, da han havde en uoverensstemmelse med den 26-årige. Den 29-årige blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden, og da betjentene fandt en kniv, som de knyttede til den 29-årige, blev han også sigtet for at overtræde knivloven.
På grund af de skærpende omstændigheder og den 26-åriges tidligere straffe, fremstilles han i grundlovsforhør.

Kommentarer