GF giver tilskud til borgernes egne trafikprojekter
Nu åbner GF Forsikrings fond for ansøgninger til den store trafiksikkerhedspulje på i alt 400.000 kroner. Fonden støtter projekter og aktiviteter, der gør en aktiv indsats for trafiksikkerheden i Danmark.
I 2020 må der maksimalt være 120 trafikdræbte og 2000 tilskadekomne i trafikken om året. Det er Færdselssikkerhedskommissionens ambitiøse mål for trafiksikkerheden i Danmark. Men selvom vi er på rette vej, og ulykkesraten er nedadgående, er der stadigvæk lang vej til målet. Sådan lyder det fra GF Fonden, som nu udlodder støttekroner til lokale initiativer på trafikområdet.
I 2018 kom 3.287 personer til skade i trafikulykker i Danmark, mens 171 mistede livet. Det viser Vejdirektoratets ulykkesstatistik, som netop er udkommet.
– Trafiksikkerhed er ikke noget, som myndighederne kan løse alene. Det er i høj grad den enkelte trafikants ansvar at sænke farten, se sig godt for og køre sikkert, når de bevæger sig ud på vejene. Hos GF vil vi gerne sætte fokus på den store opgave, det er at øge trafiksikkerheden, siger Lars Meier fra GF Kronjylland og medlem af GF Fondens bestyrelse.
– GF Trafikpris giver en hjælpende hånd til nogle af de mange gode trafiksikkerhedsprojekter, der findes. Derfor vil jeg i høj grad opfordre alle engagerede borgere til at sende deres projektforslag til os, så vi kan skabe mere sikkerhed i trafikken, fortsætter Lars Meier.
Lokale ideer med stort potentiale
Bag den nationale pris står GF Forsikrings fond, der lige har åbnet op for nye ansøgninger til den 400.000 kroner store pengepulje. Trafikprisen har til formål at støtte lokale trafikprojekter, der har potentiale til større udbredelse og derigennem til at forbedre trafiksikkerheden i hele Danmark.
– Det vigtigste i vores udvælgelse er at finde en god ide, som også kan udføres i praksis. Udover at projektet naturligvis skal have et relevant trafiksikkerhedsmæssigt mål, skal det også have et lokalt afsæt, samtidig med at det har potentiale til at blive udbredt i hele Danmark, fortæller Lars Binderup Larsen. Han er formand for GF Fondens trafikpriskomite, overlæge ved Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital og desuden medlem af Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.
Fokus på bløde trafikanter
– Desværre har vi set flere tilskadekomne cyklister og fodgængere i de seneste år. Derfor eftersøger vi blandt andet projekter, som kan gøre trafiksikkerheden bedre for de såkaldte bløde trafikanter, som er særligt udsat i trafikken. Men vi tager naturligvis også imod ansøgninger, der har bud på løsninger til andre lokale trafiksikkerhedsproblemer, forklarer Lars Binderup Larsen.
GF Trafikpris uddeler i alt 400.000 kroner, der bliver fordelt over flere projekter. For at komme i betragtning til GF Trafikpris skal man gå ind på www.gftrafikpris.dk og sende en ansøgning med en beskrivelse af sit projekt.
Flere af trafikpriskomiteens medlemmer er aktivt og professionelt beskæftiget inden for områder med direkte relation til færdsel og trafiksikkerhed. Det sikrer en faglig og saglig behandling af alle henvendelser.
Sådan kommer dit trafikprojekt igennem nåleøjet
- Beskriv din aktivitet så præcist som muligt. Vær konkret og udsp ecificer gerne formålet. Hvad vil du have ud af din aktivitet – på kort og på lang sigt?
- Din aktivitet må meget gerne have et lokalt afsæt, men det er vigtigt, at du i din ansøgning beskriver, hvordan noget lignende kan fungere andre steder end i dit nærområde.
- Aktiviteten skal være målbar. Vær skarp på, hvordan du vil måle effekten.
- Vedhæft dit budget. Og husk at skrive det, hvis du får støtte fra andre steder end GF Fonden.
Ansøgningsfristen er 27. oktober 2019.
Kommentarer