Samfund

Gigantisk flop for havvind i Danmark – ingen selskaber har budt på opgaven

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) er mere end skuffet over, at ingen bød på tre udbudte havvindmølleparker i Nordsøen. Det er stigende råvarepriser og højere renter har gjort det dyrere at opføre vindmølleparker. Og det presser økonomien, når der skal opføres havvindmølleparker. (Arkivfoto). - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Torsdag klokken 14.00 var der deadline, hvis energiselskaber ville give et bud på, hvorvidt og hvordan de vil opføre danmarkshistoriens største udbud af havvindmøller. Men ingen har meldt sig til opgaven.

Det er meget skuffende, lyder det fra klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

– Det er virkelig skuffende, og det var slet ikke forventningen, da vi indgik havvindaftalen for halvandet år siden. Dengang fik vi at vide, at der var kæmpe interesse for at bygge, men virkeligheden har desværre ændret sig siden, siger Lars Aagaard til Ritzau.

Han henviser blandt andet til store pris- og rentestigninger som nogle af årsagerne.

Fra branchen har der dog længe været skepsis i forhold til at byde ind. Lars Aagaard siger, at han har hørt bekymringerne, men at han også har registreret, at en række aktører løbende har spurgt ind til projektet. Det har han tolket som en klar interesse.

Dermed er den grønne omstilling i Danmark lige nu gået i stå.

Sådan lyder det fra direktør i Green Power Denmark Kristian Jensen, efter at den første del af danmarkshistoriens største udbud af havvind er endt med nul bud.

– Der bliver opstillet for få vindmøller på både hav og land, og hvis ikke den situation ændrer sig, vil vi fortsat hænge på strøm fra sorte energikilder. Politikerne er nødt til at forholde sig til, at vindmøller ikke er pengetræer, siger han i en pressemeddelelse.

Green Power Denmark repræsenterer energiselskaberne, og organisationen har flere gange luftet sin bekymring for, hvorvidt vilkårene i markedet stemte overens med betingelserne i det danske udbud.

Alligevel mener Kristian Jensen, at det er et stort tilbageslag, at ingen selskaber har ønsket at byde.

– Jeg havde håbet, at vi med dette udbud kunne tage store skridt frem mod et samfund, som kører på 100 procent grøn strøm. Vi kan ikke regne med at nå det mål omkring 2030, siger han i meddelelsen.

Stigende råvarepriser og højere renter har gjort det dyrere at opføre vindmølleparker. Og det presser økonomien på projekterne.

Dagens frist udløb for at byde på de første tre ud af i alt seks gigawatt havvind. De tre gigawatt var fordelt på tre havvindmølleparker i Nordsøen. De sidste tre gigawatt er fordelt på tre parker, som ligger i de indre danske farvande. Her udløber fristen 1. april 2025.

De seks gigawatt bliver udbudt uden støtte, og energiselskaberne skal tilmed betale staten for at producere vindenergien. De seks gigawatt er udbudt med mulighed for overbeplantning. Det betyder, at et energiselskab gerne må opføre mere havvind end minimumskapaciteten.

Dermed kan det samlede udbud – hvis der er selskaber, der byder på opgaven – potentielt give ti gigawatt eller mere, skriver Energistyrelsen.

Dertil kommer tre gigawatt fra Energiø Bornholm, som endnu ikke er sendt i udbud.

Det hidtil største udbud af havvind i Danmark er Thor-udbuddet på én gigawatt.

Kommentarer