Kultur og events

Gourmetaften med Cold Hand Winery

Lørdag d. 14. september kan man komme i oste- og frugtvinshimlen, når Cold Hand Winery holder gourmetaften i samarbejde med Arla Unika og Michelin-kokken Allan Poulsen.
En af Danmarks dygtigste kokke kommer og tryller de populære højkvalitetsoste fra Arla Unika ind i en gourmetmenu uden sidestykke. Hertil skal Cold Hand Winerys prisbelønnede frugtvine nydes. Gæsterne kan bl.a. glæde sig til ”norsk kammusling med vilde urter & sauce på Unika Havgus” samt ”glaseret dansk lam og trøffel med brændte porrer, saltbagt selleri & Unika Gammelknas”.
Gæsterne kan samtidig se frem til at opleve kokken Allan Poulsen, som har en lang karriere som Michelin- og gourmetkok på nogen af landets bedste restauranter – bl.a. Henne Kirkeby Kro, Ruths Hotel og Det Gamle Mejeri. Han opnåede tilmed den anerkendte titel som Danmarks Bedste Kok 2008.
Et match ”made in heaven”
Frugtvinsproducenten og Arla Unika har i forvejen et særdeles godt samarbejde. Vineriets prisbelønnede frugtvine og Arla Unikas højkvalitetsoste udgør et helt perfekt match, og begge producenter bruger hinandens produkter under smagninger mv.
Arla Unika er en lille niche tilhørende mejerigiganten Arla, som laver danske gourmet oste i højeste kvalitet. Unika-projektet startede som et samarbejde mellem Arla og toppen af danske gastronomi, da nogen af landets dygtigste kokke efterspurgte danske højkvalitetsoste til det nordiske køkken. Oste er til stadighed populære på morgenmadsbordet, men man er samtidig gået mere og mere over til at lade oste indgå som en del af retterne i det nordiske køkken for bl.a. at give umami og fylde til de grøntsagsdominerede retter.
På den særlige aften på vineriet kan frontløberen for Arla Unika, John Gynther, også opleves, når han vil fortælle om nicheproducentens oste og ikke mindst præsentere gæsterne for det ultimative Unika ostebord.
Arrangementet foregår lørdag d. 14. september på Cold Hand Winery. Hvis vejret tillader det, vil aftenen forløbe i vineriets unikke udendørs oplevelsescenter ”On Fire”, hvor kæmpe vintønder med spisepladser, gigantiske langborde, et stort sejl, et lækkert udekøkken og ild udgør de fantastiske rammer. Billetter med ”alt inklusiv” kan købes på www.coldhandwinery.dk.

Kommentarer