Højden på overliggeren er afgørende

For Torben var det afgørende i lang tid at bevare et håb om at vende tilbage til sit tidligere liv.
I Danmark lever der mere end 100.000 mennesker med en funktionsnedsættelse efter en ulykke. Det kan være mén efter en ulykke i hjemmet, i fritiden, i trafikken, på arbejdet, på ferien osv. Trampolinspring, mountainbike, ridning, på ski og rulleskøjter, skæve vrid og løft, i bil og på motorcykel. Langt de fleste ulykker klares ret ukompliceret, men nogle sætter varige mén og hvordan finder man så tilbage til et rart liv, når hele verden er vendt på hovedet og ingenting er som før.
Forestil dig at forberede kylling til familiens aftensmad, det skal lige pudses lidt af eller befries for sener og ben og pludselig smutter kniven og du får et mikroskopisk snit i hånden. Er det en ulykke? Ja, det er det hvis der kommer kyllingesaft ind i såret og sætter sig til en infektion. Det kan give langvarige og svære mén. Hvordan håndterer man at livet ændrer sig på et øjeblik?
I august 2015 var Torben Linde hovedperson i en alvorlig trafikulykke. Torben er motorcyklist og den dejlige augustdag var han desværre på det forkerte sted på det tidspunkt.
Og ulykkespatienter er ligeså forskellige som alle andre, vi håndterer en skade og en ulykke forskelligt. Vi bruger det, vi har med os i bagagen. Nogen er gode til at hele op, andre tager længere tid om det, nogen passer træningen og elsker det, andre har ikke træning som et dagligt højdepunkt, nogen har en høj arbejdsidentitet, andre sætter andet højere. Vi har forskellige mål i livet og vi har forskellige forudsætninger for at vende tilbage til et liv der opfylder vores mål og giver os glæde og lykke.
Torben blev udfordret på alt det sværeste – identitet som mand, far og ægtefælle, førlighed, arbejde, fritidsinteresser. Både familie, arbejde og bolig blev kastet rundt i en hvirvelvind med Torben inde i orkanens øje. Tid og sted blev sat ud af spil, Torben var ikke længere herre i sit eget liv, men han kæmpede som en vild for at komme tilbage igen, godt nok i en anden form, men hele tiden med fokus på at bevare mest mulig af den Torben han var før ulykken.
Torben Linde Mikaelsen kommer til Ålum forsamlingshus og fortæller om sin vej fra ulykken i 2015 til i dag, hvor han er ved at lande i et liv hvor han stadig er Torben, men også til et liv med masser af tilretninger, som det har krævet sin mand at acceptere.
Torben fortæller ærligt og tillidsfuldt, han fortæller med varme og humor. Han fortæller om sorg, frustration og smerte, men han fortæller også om håb og kærlighed – til livet og de mennesker han elsker.
Torben er en gudsbenådet fortæller, han giver os alle håb og tro på at det hele nok skal gå, med hjem.
Kom til Ålum og hør et foredrag der giver dig en masse med hjem på positiv kontoen – uanset om du er skadet eller ikke skadet. Det her er nemlig et foredrag om de omvæltninger der kommer til mange af os og som er en lise for sjælen at have med i bagagen hvis ulykke eller sygdom skulle ske. Et foredrag om at det kan lade sig gøre at komme videre.
Foredraget er den 11. februar kl. 19.00 i Ålum forsamlingshus. Der er tilmelding til Ghita Tougaard på sms 24938085 og alle er velkomne.
Kommentarer