Kultur og events

Hør eller fortæl dine Dronningborg Historier på biblioteket

Udbyhøjvej - årstal ukendt. Foto: Randers Stadsarkiv

Foreningen Dronningborg Historier, som samler oplysninger om og billeder af Dronningborg i 1900-tallet, inviterer til fortælleeftermiddag med udgangspunkt i gamle billeder torsdag den 26. september 2019 på Randers Bibliotek Øst.
Arrangementet foregår kl. 13.30-17.00 i Sognegården ved Dronningborg Kirke. Der er gratis adgang og ingen tilmelding.
– Fortæl os din Dronningborg-historie til kalejdoskopet. Din historie er lige den brik, som vi mangler for at kunne sætte Dronningborg på verdens- kortet, siger bestyrelsesmedlemmerne i foreningen, der inviterer til en eftermiddag med billeder af og fortællinger om livet i Dronningborg.
Foreningen har et antal billeder, som mangler navne på personer og steder samt angivelse af anledninger til at billederne er taget.
Kort sagt, der er brug for hjælp til at sætte billederne ind i deres rette sammenhæng. Kom og fortæl med!
Alle opfordres også til selv at medbringe alle slags billeder og historier, der beskriver livet i Dronningborg. Bl.a. mangler foreningen billeder af og ord om “Roligheden”, der lå syd for Udbyhøjvej over for Egholmsvej.
Dronningborgs historie fortælles af de mennesker, der har arbejdet og har boet i Dronningborg og omegn. Ved fælles hukommelse og personlige fortællinger beriges den samlede historie om Dronningborg.
De personlige skildringer af livet i bydelen kan senere findes på Randers Stadsarkiv og på foreningens hjemmeside www.dronningborghistorier.dk og www.donline.dk.
Foreningen Dronningborg Historier og Randers Bibliotek Øst glæder sig til at sætte Dronningborg på Verdenskortet med fortællinger i september.

Kommentarer