Kultur og events

Idræt om dagen i Spentrup IF

Mandag den 21. oktober 2019 åbner et nyt motionstilbud i Spentrup Hallerne. I regi af ‘Bevæg dig for Livet’ i Randers Kommune har Spentrup IF i samarbejde med DGI taget initiativ til at arrangere ´Idræt om dagen´ for seniorer over 60 år.
– Det er for alle, der har tid og lyst til at dele 1½-2 timer i hyggeligt samvær med højt til loftet og sved på panden – hver mandag over middag,” siger én af initiativtagerne Kirsten Holmgrün fra Spentrup IF.
Alle interesserede inviteres i første omgang til et informationsmøde om ‘Idræt om dagen’, hvor de fremmødte bliver klogere på, hvorfor det er nødvendigt at holde sig aktiv hele livet, og hvad konceptet ´Idræt om dagen’ indbyder til.
De efterfølgende tre mandage er der mulighed for at afprøve forskellige motionstilbud. Motionen tilpasses deltagerne, så alle har mulighed for at vælge aktivitet og være med, også selv om formen ikke er, hvad den har været. De forskellige aktiviteter, som deltagerne kan afprøve, kunne f.eks. være floorball, badminton, pickleball, SMART-training, bordtennis, indoor cycling, gåfodbold, volleyball, curling mm. Aktiviteterne tilpasses målgruppen og er for alle. Træningen starter hver gang med en fælles opvarmning, og afslutter fælles med en kop kaffe og kage.
´Idræt om dagen´ er en afprøvet indsats og bygger på en stærk tradition om, at alle får mulighed for at dyrke idræt, styrke sundheden og livskvalitet som senior.
– Tænker man, at det måske er lidt sent at komme i gang med at motionere, så er der flere argumenter for at komme i gang end at lade være,” siger DGI seniorkonsulent Malene Bach og fortsætter:
– Fysisk aktivitet er et vidundermiddel, der selv i små doser virker på sundheden, og det er helt uden bivirkninger. Virkningen er betragtelig, selv hvis man starter i en sen alder”.
Informationsmødet og de efterfølgende tre aktivitetsgange er ganske gratis. Hvis man er interesseret i at høre mere, gælder det bare om at møde op til det uforpligtende informationsmøde mandag den 21. oktober kl. 12.30, få en kop kaffe, og give ideer og ønsker til kende. De tre efterfølgende mandage skal motionstøj og sko findes frem, da det her bliver muligt at være aktiv og afprøve flere forskellige motionsaktiviteter.
Anne Weinreich fra Spentrup IF, en anden af initiativtagerne, fortæller: – Vi ønsker at afpasse vores tilbud til den efterspørgsel, der er i vores område. Der bliver flere og flere seniorer, og de er mere aktive end nogensinde før – derfor vil vi gerne tilbyde netop seniorerne et tilbud, som de finder interessant, sjovt og givende.
Om ‘Bevæg dig for livet Randers’
Siden den 1. marts har Randers Kommune været visionskommune for ‘Bevæg dig for livet’. Det indbefatter, at kommunen i en 5-årig periode vil arbejde målrettet med at få flere fysisk aktive borgere. Læs mere og find de forskellige tilbud i forbindelse med projektet på www.bevægdigranders.dk.

Kommentarer