Kultur og events

Kom til Havens Dag og Kattens Dag i Plantorama i Randers

Plantorama i Randers fejrer Havens Dag søndag den 8. september med smagsprøver på frugttræerne, kaffe og kage. Samme dag hyldes den ni-livede følgesvend, når der inviteres til Kattens Dag med katteudstilling og konkurrence.
I begyndelsen af efteråret, hvor jorden er fugtig fra årstidens nedbør og lun fra solens stråler, er det særligt godt at plante. Den 8. september er det Havens Dag – startskuddet til årets bedste plantetid – og det fejrer Plantorama i Randers med masser af inspiration til haven.
Det er i efteråret, frugttræerne skal plantes, og til Havens Dag er der smagsprøver på frugt fra Plantoramas frugttræsleverandør, så du kan smage på det, du overvejer at dyrke. Derudover bydes alle på kaffe, rundstykker og lagkage – ganske gratis.
Tegn en kat, og vind en tur i biffen
Når den er ude, danser musene på bordet, man skal ikke købe den i sækken, men man slår den af tønden med fornøjelse. Hos Plantorama i Randers gør man ikke en kat fortræd, men inviterer derimod også til Kattens Dag søndag den 8. september, hvor Jydsk Racekatte Klub kommer på besøg og udstiller såvel søde som eksotiske racekatte.
– Uanset om man er kattemenneske eller ej, er Kattens Dag noget specielt, fordi man ser nogle katteracer, som man ikke anede fandtes. Måske opdager man, at der er én race, der simpelthen er ens ideal-kat, og så kan Jydsk Racekatte Klub lede dig på rette vej, når det gælder pasning og pleje, siger Martin Ditlev Sørensen, der er centerchef i Plantorama Randers.
Efter at have samlet inspiration fra de udstillede katte kan alle børn smutte forbi et tegnebord og give deres bud på, hvordan yndlingskæledyret skal se ud. Ved at aflevere tegningen er man med i konkurrencen om en biograftur for to.
Praktisk information
Havens Dag og Kattens Dag afholdes i Plantorama på Marsvej i Randers søndag den 8. september. Fra klokken 9.00 bydes der på smagsprøver fra Plantoramas frugttræsleverandør, og Jydsk Racekatte Klub laver katteudstilling fra klokken 9.00 til 16.00. Der bydes på kaffe og rundstykker klokken 9.00 og kaffe og lagkage klokken 15.00.

Kommentarer