Kultur og events

Konference sætter fokus på fremtidens foreningsliv for alle

Flere aktive medlemmer, rekruttering af frivillige, udvikling af nye og innovative aktiviteter samt henvendelse til nye målgrupper er nogle af de centrale emner, når Randers Kommune og Bevæg dig for livet torsdag den 2. april holder stor foreningskonference i Arena Randers.
Under titlen ‘Foreningsliv for alle’ afholder Randers, som visionskommune i ‘Bevæg dig for livet’, konference for det lokale foreningsliv. Formålet er at udvikle det eksisterende foreningsliv i en mere inkluderende og innovativ retning, så hidtil oversete og bredere målgrupper bliver en del af foreningslivet i fremtiden. Derudover stræber Randers Kommune efter at kunne skabe et netværk blandt foreningerne, hvor man drager fordel af hinandens kompetencer på tværs af sportsgrene og foreningstyper.
– Randers Kommune har med Bevæg dig for livet en klar strategi om at få flere borgere til at bevæge sig. I den forbindelse er det afgørende for succes, at vi får det lokale foreningsliv med. Jeg håber derfor, at rigtig mange vil deltage i konferencen den 2. april – siger Louise Høeg, formand for Sundheds-, idræts, og kulturudvalget.
Oplæg om fremtidens foreningsliv
Konferencen byder på oplæg af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, som har en kandidatgrad i statskundskab med sidefag i psykologi. Hun fremlægger hendes forudsigelser, på hvilke faktorer der er væsentlige for, at der stadig er et sundt og inspirerende foreningsliv i fremtiden. I løbet af konferencen er der desuden mulighed for at hente inspiration, til hvordan det er muligt at rekruttere og fastholde de frivillige i foreningerne samt høre om støttemuligheder til blandt andet kontingent og udstyr.
– I forvejen gør ildsjælene i de lokale foreninger rigtig meget, og vi er kommet super godt i gang med Bevæg dig for livet. Med konferencen ønsker vi derfor at inspirere foreningslivet i Randers til at fortsætte de mange positive tiltag og nå ud til endnu flere borgere – fortsætter Louise Høeg.
På foreningskonferencen vil der også være mulighed for at høre mere om ‘Bevæg dig for livet-puljen’ på 200.000 kroner, der kan ansøges af de foreninger som deltager.
Et bæredygtigt foreningsliv
‘Foreningsliv for alle’ handler også om at arbejde sammen om fælles mål og en mere bæredygtig fremtid. Randers Kommune, Bevæg dig for livet og DGI arbejder med bæredygtighed ved at fremme FN’s 17 Verdensmål. De handler ikke alene om at yde en stor klimaindsats eller udvikle bæredygtig energi. De handler også om at skabe trygge rammer, bedre trivsel og sundhed for befolkningen.
– Ved at arbejde strategisk med FN’s verdensmål kan vi i fællesskab skabe et stærkere og mere engagerende foreningsliv. Samtidig er det en understregning af, at vi ønsker en langsigtet indsats, som kan gøre en forskel – slutter Louise Høeg.
Interesserede foreninger kan tilmelde sig til konferencen på hjemmesiden www.randers.dk/foreningsliv. Bevæg dig for livet er et nationalt samarbejde med et mål: Danmark skal være verdens mest aktive nation. Bevæg dig for livet er et samarbejde med 20 danske kommuner – herunder Randers, Danmarks Idrætsforbund og DGI. På landsplan er projektet støttet af TrygFonden og Nordea-fonden. Læs mere på bevægdigranders.dk

Kommentarer