Samfund

Lærere får tilbudt aktuel klimaviden og inspiration til undervisningen

De nye Klimalæringspakker, der er målrettet lærere i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, vil bidrage til at overkomme et af de helt store benspænd for undervisere – nemlig at koble viden til handling og løsninger.

De senere år har både elever, studerende og undervisere efterlyst inspiration til, hvordan man kan formidle klimarelateret viden, så vi undgår frygt og i stedet understøtter håb og handlekraft blandt vores børn og unge. Det vil en ny række Klimalæringspakker råde bod på.

Klimaudfordringen er kompleks og dilemmafyldt – men også fyldt med muligheder og løsninger. De nye Klimalæringspakker, der er målrettet lærere i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, vil bidrage til at overkomme et af de helt store benspænd for undervisere – nemlig at koble viden til handling og løsninger.

Når man som lærer skal planlægge sin undervisning, kan det også være svært at gennemskue, hvad der er videnskabelig funderet viden, og skelne mellem hvad der er forældet fakta på klimaområdet, og hvad der ikke er.

Klimalæringspakker gør aktuel klimaviden nemt tilgængelig for lærere

Med en ny bevilling fra Villum fondens pulje målrettet klimaundervisning vil tænketanken CONCITOs Klimaambassade over de næste 2,5 år udvikle 12-15 Klimalæringspakker tillærerne Her får de adgang til aktuel og videnskabelig funderet klimafaglig viden. De kan også hente inspiration til, hvordan klimaviden og fakta kan didaktiseres og sættes i spil i undervisningen ud fra en løsningsbaseret og handlingsorienteret tilgang. Og det er der behov for.

”Som underviser er det centralt at få opdateret sin viden inden for klimaspørgsmålene, da det øger den didaktiske fantasi. Det er afgørende for at kunne bringe viden i spil for eleverne, så de ser et handleperspektiv – også for dem,” siger Philip Jakobsen, lektor ved Silkeborg Gymnasium.

CONCITO’s Klimaambassade har siden 2009 arbejdet med klimaundervisning gennem adskillige projekter og undervisningsforløb og er begejstrede for bevillingen og muligheden for at udvikle læringspakkerne til – og i samarbejde med – lærerne.

Programchef i Klimaambassaden, Synnøve Kjærland, siger:

”Eleverne efterlyser aktuel og praksisnær klimaundervisning for bedre at forstå, hvordan viden og løsninger hænger sammen, og hvad klimaudfordringen betyder for deres hverdag. Målet med læringspakkerne er at give lærerne et opdateret sted, hvor den nyeste videnskabeligt funderede klimaviden er samlet og koblet med løsninger, samt relevante øvelser.”

Eleverne får viden om, hvordan de selv kan nedbringe deres klimaaftryk

Hver klimalæringspakke bygges op omkring et klimarelateret fagligt tema – fx energi, forbrug, fødevarer, mobilitet, danskernes klimaaftryk, klimapolitik – globalt og lokalt – mv. Gennem videoer og oplæg vil CONCITO´s klimaeksperter og netværk sikre projektets klimafaglige videns- og løsningsdimension samt den faglige kvalitet af den viden, der anvendes.

Øvelserne i læringspakkerne vil have særlig fokus på handlekompetencer og forskellige aktørers roller og muligheder i den grønne omstilling. Pakkerne vil f.eks. illustrere de muligheder, eleverne selv har for at reducere deres CO2-udledning, og hvad andre aktører (politikere, virksomheder, uddannelsesinstitutioner mv) har af ansvar og muligheder, når man arbejder med klimaudfordringen lokalt, nationalt og globalt.

Klimalæringspakkerne er et af i alt 21 projekter, som opnåede støtte fra Villum fondens pulje til at styrke klimaundervisningen i grundskolen og på ungdomsuddannelserne.

Fondsrådgiver i Villum fonden, Ole Laursen, forklarer om baggrunden for støtten: “Klimaambassaden har siden etableringen arbejdet for ambitiøs klimaundervisning med håb og handlekraft. De nye klimalæringspakker er godt tænkt. Både underviserne og eleverne efterspørger ideer og undervisningsforløb med høj faglig kvalitet, som samtidig arbejder med de muligheder, eleverne selv har for at reducere deres CO2-udledning og viser, at der allerede nu arbejdes med klimaløsninger både globalt, nationalt og lokalt.”

Gratis adgang til de nye Klimalæringspakker 

Forhåbningen er, at Klimalæringspakkerne kan bidrage til, at flere lærere føler sig bedre fagligt klædt på og inspireret til at gennemføre motiverende, vidensbaseret og didaktisk funderet klimaundervisning, hvor den viden de arbejder med også gøres relaterbar for eleverne.

Udviklingen af pakkerne sker i samarbejde med en sparringsgruppe af eksperter inden for undervisning og didaktik, og omfatter test og kvalitetssikring i samarbejde med lærere.

Læringspakkerne vil kunne tilgås gratis gennem Klimaambassadens undervisningsplatform www.sustainable.dk og vil lanceres gennem webinarer og andre events. De første Klimalæringspakker planlægges lanceret i slutningen af 2022, og vil blive lanceret løbende hen over projektperioden, som udløber ultimo september 2024.

Kommentarer