Landsbypuljen
Formålet med landsbypuljen er at støtte initiativer, der skaber udvikling i Randers Kommunes landsbyer og landdistrikter.
Landdistriktsudvalget i Randers Kommune uddeler to gange om året midler fra Landsbypuljen.
Med udgangspunkt i de overordnede målsætninger i landdistriktspolitikken støttes initiativer med potentiale til at understøtte:
Rammer for bosætning – som dækker over de fysiske rammevilkår. F.eks. boliger, byggegrunde og infrastruktur, som landdistriktet har.
Rammer for fællesskab – som handler om de rum, hvor det er muligt at dyrke fællesskabet, som er et af landdistriktets store aktiver.
Samskabelse – som handler om, hvordan borgerne i fællesskab med Randers Kommune kan være med til at skabe de muligheder, der efterspørges i landdistrikterne.
Procesaktiviteter
Aktiviteter som understøtter en lokal proces, hvor man i fællesskab bliver enige om mål og ønsker for landsbyen eller en klynge af landsbyer. Det kan være støtte til udarbejdelse af en udviklingsplan, dannelse af lokalråd eller tilsvarende og opstart af klyngesamarbejder.
Forprojekter
Denne type projekter ligger typisk forud for et egentligt projekt i andet regi. Det kan være et såkaldt feasibility-studie, der skal belyse, om noget kan lade sig gøre. Det kan være produktion af tegninger og planer til en fysisk aktivitet. Det kan også være en markedsafdækning for et lokalområde, som vil undersøge områdets potentiale for tilflytning, erhvervsudvikling eller tiltrækning af flere turister. Her kan gives støtte til konsulentbistand.
Hvem kan søge?
Ansøgere kan være:
Foreninger, lokalråd, borgerforeninger, forsamlingshuse og lignende.
Grupper af borgere, såfremt der kan påvises et almennyttigt perspektiv i ansøgningen, og der kan dokumenteres bred forankring i lokalsamfundet. Dette kan eksempelvis dokumenteres med henvisning til udviklingsplaner, referater fra borgermøder og lignende.
Enkeltpersoner og erhvervsvirksomheder kan som udgangspunkt ikke søge. Her kan være undtagelser, hvor virksomheder indgår i partnerskaber med foreninger eller borgersammenslutninger. I sådanne tilfælde skal der ligeledes påvises et almennyttigt perspektiv, og det skal dokumenteres, at der ikke laves profit på projektet.
Betingelser for tilskud
I forhold til gennemførelse og afslutning af projekter betinges følgende:
Projektet afsluttes indenfor to år. Dette kan der dispenseres fra i særlige tilfælde efter aftale med Randers Kommune.
Projektet gennemføres i overensstemmelse med tilsagnet og det indsendte budget.
Der indsendes fakturaer og betalingsdokumentation for alle udgifter, sammen med et opstilles regnskab for projektet.
Evalueringsskemaet udfyldes og indsendes
Udbetaling
Ved projektets afslutning indsendes et regnskab med kopi af kvitteringer og betalingsdokumentation. Er der mere end et bilag skal det fremgå af regnskabet, hvilket bilag der hører til hvilken post. Udbetaling sker først, når Randers Kommunes forvaltning har godkendt regnskabet.
Ud over regnskabet udfyldes et evalueringsskema, hvor projektets resultater og erfaringer beskrives. Dette vil efterfølgende blive eksponeret på Randers kommunes hjemmeside. Resultater dokumenteres med billeder eller produktbeskrivelse, hvor det er muligt, og Landdistriktsudvalget inviteres til indvielse eller afsluttende møde.
Hvordan søger man?
Landsbypuljen ansøges via et ansøgningsskema, som du finder i boksen herunder. Det kræver NemID at logge ind og udfylde ansøgningsskemaet.
Der kan søges mellem 5.000 og 150.000 kr. til hel eller delvis finansiering af projekter og/eller initiativer, der skaber udvikling i Randers Kommunes landsbyer og landdistrikter.
Du skal indtaste et specificeret budget og vedhæfte foreningens vedtægter i ansøgningen. Du skal også kunne komme med en projektbeskrivelse og en tidsplan.
Ansøg om Landsbypuljen
Når du har sendt ansøgningen, vil du modtage en kvittering via Digital Post.
Kommentarer