Kultur og events

Lyserød Lørdag i Randers slog alle rekorder

Se billedserie Her det til venstre Helle Marie Taastrup, leder af Naturcenter Randers, i midten borgmester Torben Hansen og til højre Hanne Falk fra Kræftens Bekæmpelse i Randers. Se også den store billedserie fra en solrig Lyserød Lørdag i Randers. Fotoserie: Jan Szwed.

Lyserød Lørdag slog i år alle rekorder med over 360 deltagere, der under høj sol og højt humør havde en fantastisk lørdag eftermiddag med 2 km gåtur og efterfølgende pandekager over åben ild.
Det er 10. år, Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Randers sætter fokus på brystkræft og inviterer til “en travetur med mening”.
Hvert år rammes tæt ved 4.700 kvinder og 40 mænd af brystkræft i Danmark. Rigtig mange familier oplever, at en mor, en datter, en søster eller en i nærmeste omgangskreds rammes af brystkræft. Derfor mener lokalforeningen i Randers, at det er vigtigt hvert år, at sætte fokus på brystkræft.
Gennem årene har Lyserød Lørdag i Randers haft mange forskellige “ansigter”, hvor blandt andet Randers bys lokale helt, Stefan Rasmussen har været forbi og sponseret med foredrag og musik: “Fra kokustæppe til blå toner”.
Foreningen har også været på byvandring i Randers med Tina Knudsen Jensen og til mavedans, hvor deltagerne “smagte på bryster” fra Vennelyst bageren og mm.
Fælles for alle arrangementerne har været traveturene og det hyggelige samvær med kaffe og kage.
De første arrangementer var i samarbejde med Randers Sundhedscenter, som foregik i lånte lokaler på hhv Østervold og senere i de nye lokaler på Thors Bakke.
I år er det 4. år, at Lyserød Lørdag afholdes i samarbejde med Randers Naturcenter, og det er de helt rette omgivelser, hvor deltagerne kommer tæt på naturen og samtidig kan hygge sig indendørs med kaffe og kage og lidt underholdning for både voksne og børn.
I alle årene, har Hanne Falk arbejdet som frivillig koordinator og primus motor for Lyserød Lørdag.
– Jeg kan med glæde sige, at jeg altid har mødt stort engagement og åbne døre hos Randers kommune og ikke mindst hos det lokale erhvervsliv, som velvilligt har sponseret gaver, kager, lokaler og meget mere. Og heldigvis har det heller ikke været noget problem at finde frivillige hjælpere til arrangementet, siger Hanne Falk.
I alle årene er der samlet penge ind for at støtte den gode sag, gennem salg af blandt andet Randers Rosen, som siden 2009 er blevet fremstillet af lokale kvinder og gennem tilmeldingsgebyr.
Sidste år meldte BilButikken i Kristrup sig på banen med gratis prøveture i Toyota hybrid, og for hver prøvetur giver Toyota Danmark 100 kr til Kræftens Bekæmpelse.
I år var det muligt at få en “prøvetur” på en pony til en tier
På denne måde har Lyserød Lørdag gennem årene udviklet konceptet fra at være et arrangement for brystkræftramte, til også at være et arrangement for hele familien, ja for den sags skyld for hele byen.
En fantastisk Lyserød lørdag, i de smukkeste omgivelser på en solrig efterårsdag, er slut. 360 borgere valgte at trave en tur med mening og var med til at sætte fokus på brystkræft og til at støtte det gode formål.
 
Der blev i alt samlet cirka 15.000 kroner ind til det gode formål.
– For mig var det den bedst tænkelige afslutning på 10 års arbejde for at skabe en lokal Lyserød Lørdag, hvor alle borgere kan deltage. Som frivillig koordinator på Lyserød Lørdag gennem 10 år føler jeg, at jeg med sindsro kan give Stafetten videre til Lokalforeningens medlem Jonna Pedersen. Der vil Lyserød Lørdag være i gode hænder. Jonna var også med sidste år som frivillig, siger en glad Hanne Falk og slutter af:
– Jeg slipper dog ikke helt tjansen som frivillig i lokalforeningens regi, idet jeg fortsætter som frivillig i “Sammen om røgfri fremtid”, slutter Hanne Falk, der efter en succesrig men travl Lyserød Lørdag allerede søndag drager på Camino ferie.

Kommentarer