Malede symboler, nye cykelstier og spærring for bilkørsel skal få flere elever i sadlen
I fremtiden bliver det mere sikkert for elever på Korshøjskolen i Harridslev at gå eller cykle til skole. Nye cykelstier og spærring for gennemkørende trafik på en strækning på Harridslevvej skal få flere elever til selv at transportere sig til undervisning. Derudover har elever fra skolens 3. klasser malet iøjnefaldende symboler ved skolens cykelparkeringer.
Korshøjskolen er med i Randers Kommunes cykelprojekt “Sikre skolekorridorer.” Projektet har fokus på at gøre skolevejene mere sikre:
– Det er dejligt, at elever, der bor i Harridslev, selv kan transportere sig sikkert til og fra skole på de nye stier. Det har stor værdi for børnenes selvstændighed, at de selv kan bevæge sig til rundt i deres lokalområde – siger Hanne Breinhild, indskolingsleder på Korshøjskolen.
I forbindelse med cykelprojektet har skolen fået otte nye cykler. Desuden har 3. klasserne deltaget i en række cykel-workshops, der øgede elevernes motoriske færdigheder på cykel og viden om færdselsregler:
– Undervisningen på cykel var en stor succes, så det fortsætter vi med. De nye cykler giver skolen mulighed for at tage på flere udflugter på cykel, når elever fra 4. klasse og opefter skal i teatret eller på biblioteket i Randers – forklarer Hanne Breinhild.
Kommentarer