Kultur og events

Masser af folkemusik i Randers Festuge

Også i år er Folkemusik i Randers med ved Randers Festuge og endda med hele tre aftener.
Mandag rykker FiR ud af Turbinen og ind på Hotel Randers, hvor man i Pop Up Baren præsenterer en intimkoncert med Perry Stenbäck. Perry er svensk, og det høres i repertoiret. Han er en fremragende Vresvijk og Taube fortolker og blander sangene med lidt blues, ligesom han trækker på sit store bagkatalog.
Gennem mange år har Perry Stenbäck været guitarist i Sebastians band, og også Allan Olsen og Eran DD har haft glæde af hans evner.
Perry Stenbäck har sidst besøgt FiR med sit band Bragr.
Tirsdag gælder det Turbinen og Elmøe & Hoffmann.
De skaber med violin og guitar deres eget univers inden for rammerne af den traditionelle folkemusik. Mens Emma Kragh-Elmøe har spillet klassisk musik siden barndommen, kommer Villads Hoffmann med en baggrund i heavy metal. Alligevel har de fundet fælles fodfæste i den nordiske folkemusik, som giver genren et unikt og spændende pust. Elmøe & Hoffmanns debutalbum udkom i april 2017.
Med sig på Turbinen tager duoen den fremragende pianist fra Østre Gasværk Teater, Julian Svejgaard Jørgensen, der også har samarbejdet med duoen på albummet ‘Vandkanten’ fra 2017.
Folkemusik i Randers slutter ugen med et utraditionelt Food ´n Folk arrangement. Hos The Food Corner øverst på Østervold er der lavet om til en aften i folkeklubben. Der startes med tapasanretning og bagefter er Svend Erik Larsen fra Shamrock klar med en samling irske og danske sange suppleret med anekdoter fra et liv i musik. Svend Erik har gennem mange år tilrettelagt musikken til Skagen Festival.
Randers Festuge/Eventsekretariatet har støttet de tre koncerter.
Desværre har FiR været nødt til at aflyse Allan Taylor koncerten i oktober. Allan Taylor skulle have været på en farveltur, men er blevet ramt af alvorlig sygdom
og har aflyst hele turnéen.
Men der er alligevel masser af musik i efteråret. I samarbejde med Værket /Turbinen præsenteres Niels Skousen og Jonah Blacksmith, og desuden kommer Sam Kelly Trio, Sharon Shannon, Jane & Shane, Socks in the Frying Pan, Anna Wirsén og Christian Alvad samt Bull & Hjorth.

Kommentarer