Mere end 500 henter hver dag inspirationen til vandreturen på Randers Kommunes naturkort
De mange solskinsdage – formentlig kombineret med en vis trang til at komme ud i det fri – har fået besøgstallet på Randers Kommunes naturkort til at stryge i vejret.
Frem til midten af marts lå antallet af daglige besøgende omkring de 300, men den sidste uge er antallet af besøgende steget med 75 procent, så 525 om dagen er inde at hente inspiration til dagens vandretur.
Naturkortet indeholder mere end 400 interessepunkter. Heraf er mere end et halvt hundrede forslag til vandreture med rutekort og beskrivelser.
Kortet viser også vej til lang en række ubeskrevne naturområder, mere end 30 telt- og shelterpladser, hundeskove, info om lystfiskeri, ligesom der er et dusin forslag til cykelture.
Ja, selv oplysninger om de mange landsbyer, du måtte passere på din vej, kan du finde på naturkortet.
Men husk at holde afstand til andre. Er I et par stykker, så gå ud til siden på lige linje, når der kommer modgående.
randers.dk/naturkort
Kommentarer