Samfund

Millionbevilling fra EU til kræftscreening blandt udsatte borgere

Fra venstre seniorforsker og lektor Mette Tranberg, seniorforsker og lektor Pia Kirkegaard og professor og cheflæge Berit Andersen. Foto: Helle Brandstrup Larsen, Regionshospitalet Randers

UNICCA – Universitetsklinik for Kræftscreening har, som en del af et større EU-projekt, fået bevilliget 6,7 millioner kroner, der skal bruges i arbejdet med at få elimineret livmoderhalskræft hos udsatte grupper i høj risiko.

UNICCA – Universitetsklinik for Kræftscreening, Afdeling for Folkeundersøgelser på Regionshospitalet Randers, deltager som eneste danske partner i et femårigt EU-projekt, der samler 15 partnere fra otte europæiske lande og støttes med samlet set 49 millioner kroner fra EU’s Horizon 2024-pulje.

Det er tredje gang på bare fem år, at universitetsklinikken ved Afdeling for Folkeundersøgelser får en stor EU-bevilling. Professor og cheflæge for afdelingen, Berit Andersen, har et godt bud på hvorfor.

– Det er et udtryk for, at der er stor, international anerkendelse af vores forskning og vores måde at arbejde med kræftscreeningsprogrammerne på. Vi har nogle dygtige forskere i Randers, der har en specialistviden, når det kommer til interventionsforskning og arbejdet med at få de socialt udsatte med ombord i screeningsprogrammerne, siger hun.

Unik, dansk tilgang skal udbredes til flere lande

Seniorforsker i UNICCA og lektor på Health, Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, Pia Kirkegaard, er co-lead på EU-projektet og skal bidrage med sin unikke erfaring og ekspertise i såkaldt ”stakeholder engagement”.

– I Danmark er vi meget tæt på vores målgruppe og spørger faktisk dem, det handler om, og ikke kun alle dem rundt om målgruppen, som man gør i en del andre lande. Vores opgave er at få både borgere i målgruppen, klinikere og beslutningstagere til at arbejde tæt sammen, så vi får designet screeningsprogrammerne til dem, der har allermest brug for dem, siger Pia Kirkegaard.

Som en del af projektet skal Pia Kirkegaard samarbejde med forskere i Spanien, Frankrig, Sverige og Rumænien om forskellige målgrupper, blandt andet immigranter og sexarbejdere.

Danmark som interventionsland

Målet med projektet er at accelerere elimineringen af livmoderhalskræft hos sårbare og højrisikogrupper ved at tilbyde både HPV-vaccination og -screening på samme tid. Det kliniske studie kommer bl.a. til at foregå i Danmark, hvor fokus bliver på HIV-smittede kvinder og transmænd.

– Vi ved, at fx HIV-smittede kvinder har op til seks gange større risiko for at udvikle livmoderhalskræft sammenlignet med den øvrige befolkning. Så vi vil undersøge, om det har en effekt at give dem et kombineret HPV vaccinations- og screeningstilbud i forbindelse med de aftaler, de i forvejen har på hospitalet, siger seniorforsker i UNICCA og lektor på Health, Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, Mette Tranberg, der er ansvarlig for det danske studie, som er det første af sin slags.

Det kliniske studie kommer til at omfatte 100 HIV-smittede kvinder og 100 transmænd med tilknytning til henholdsvis infektionsmedicinske afdelinger i Region Midtjylland og Region Syddanmark og Center for Kønsidentitet på Odense Universitetshospital.

Studiet bliver lavet i samarbejde med de infektionsmedicinske afdelinger på Odense Universitetshospital, ved professor og overlæge Isik Somuncu Johansen, og på Aarhus Universitetshospital, ved lektor og overlæge Sanne Jespersen, Center for Kønsidentitet på Odense Universitetshospital, ved lektor og overlæge Dorte Glintborg, samt Gynækologisk Obstetrisk afdeling på Odense Universitetshospital ved professor og overlæge Lone Kjeld Petersen, som også er gæsteprofessor i UNICCA.

 

Kommentarer