Mindeord over Uffe Andersson indsendt af Max S. Rasmussen.
Søndag den 8. september sov Uffe Andersson stille ind på Hospice Djursland, knapt 69 år gammel.
Uffe blev medlem af Dansk Jernbane-Klub omkring 1966, da klubben endnu var ung, men Uffes interesse for jernbane går endnu længere tilbage. Allerede fra sidst i 50erne dyrkede Uffe og jeg vores fælles jernbaneinteresse på fortovet på Udbyhøjvej i Randers. Det foregik med Uffes firehjulede legevogn spændt bag min trehjulede cykel. Uffe var lokomotivfører, og jeg var togfører. Og så kørte vi tog. Dette makkerpar og ikke mindst venskab fortsatte i mere end 60 år.
Uffe var med fra Mariager-Handest Veteranjernbanes ”undfangelse” i efteråret 1966, og han kom senere med i veteranbanens driftsudvalg, hvor han sad i en lang årrække. Uffe var også i en årrække den drivende kraft i Dansk Jernbane-klub, Midtjysk Afdeling, hvor han med ildhu og begejstring arrangerede møder, virksomhedsbesøg og udflugter for DJKs medlemmer og andre jernbaneinteresserede. Han var samtidig medlem af foreningens bestyrelse på landsplan.
Indtil banens lukning i 1969 slog Uffe i sin fritid også sine folder på Randers-Hadsund Jernbane, som han var næsten-nabo til. Her fik han stort indblik i jernbanedrift, og hans plan var at blive lokomotivfører. Dette krævede en håndværksuddannelse, så i 1968 kom han i lære hos Vognfabrikken Scandia A/S. Fire år senere stod han med svendebrev som kleinsmed.
Det blev imidlertid ikke lokomotivfører-vejen, som Uffe endte med at betræde. Via studier på Teknikum i Århus og en afstikker til bedemandsfaget på Djursland kom han til DSBs pakhus/godsterminal i Randers som lastbilchauffør. Her kørte han i en årrække stykgods over det meste af Midtjylland og Djursland. Det blev således DSB Gods og senere Railion, som endte med at blive Uffes erhvervsmæssige vej, hvor han via efteruddannelse og karrieremæssige opstigninger sluttede sit aktive arbejdsliv som trafikinspektør.
Uffe var fra sin tidlige ungdom ”venstre-mand”. Vi jokede jævnligt med, at Uffe ikke var så meget venstremand, at det ”gjorde noget”. Uffe var absolut ikke rundet af det nye ”intellektuelle businessschool-venstre”. Begreber som New Public Management, regnearksledelse, kontrol og ”lad falde, hvad ikke kan stå” har aldrig groet i Uffes baghave. Uffe var social-liberal med stort tryk på social. Gennem hele sit liv var Uffe en værdig ambassadør og talsmand for medmennesker, der havde behov for hjælp og støtte. Han levede i ord og gerninger til fulde op til Grundtvigs ord: ”Væk de dorske, styrk de svage, tugt de trygge, trøst de spage.”
Uffe var ikke bange for at vække folk af dvale. Han engagerede sig som tillidsmand for sine kolleger i HK, han varetog på forbilledlig vis hvervet som formand for ejerforeningen på Skelvangsvej i Randers, hvor han gik i brechen for sine medlemmer. Han var besøgsven på plejehjemmet Borupvænget, hvor han udover rollen som netop ven og trøster også sørgede for ugentligt salg af blomster til beboerne, arrangementer og udflugter.
I partiet Venstre var han forankret som tovholder indenfor partiets organisation og vælgerforening i Randers kommune og indenfor Kommuneforeningen. Og han var formand for Venstres kredsbestyrelse. Randers bys vel og vel og udvikling lå ham meget på sinde, og han pressede på og trak i alle de tråde, han havde for at nå sine visioner og mål – og der var mange tråde, han kunne trække i. Uffe havde en kolossal stor berøringsflade.
Menighedsrådet og menigheden ved Enghøj Kirke i Randers nød også godt af Uffes engagement og foretagsomhed.
Humor og lune havde Uffe til overflod, og mange ”knaster” og problemer blev løst via hans positive og humoristiske indgang til livet.
Efter en længere pause vendte Uffe tilbage til veteranbanen i 2017. Uffe kunne tale med ”Gud og hvermand”, og han nød de mange rejsende, kunder i kiosken i Handest, liv på perronen, service, kaffedrikning og snak.
Med Uffes bortgang er en sand kæmpe faldet. Mariager-Handest Veteranjernbane har mistet en trofast og loyal ambassadør; vi har mistet en ægte ven, familien en kærlig og omsorgsfuld bror, reservefar og reservefarfar, og vi har alle mistet en hædersmand af format.