Foreningsnyt

Nu får Øster Bjerregrav sit Tech Mekka

Kronjyllands Esport & Tech Klub kan med en donation på 350.000 kroner fra Realdanias Underværker begynde at bygge videre på projektet Kronjyllands Tech Mekka. Billedet er fra et kæmpe esport-arrangement i forbindelse med Elro Dage tidligere på året. Fremsendt foto

19 ildsjæleprojekter får nu en gedigen økonomisk håndsrækning fra Realdania til at føre deres projektdrømme ud i livet. Blandt dem er Kronjyllands Esport & Tech Klub i Øster Bjerregrav, som med den økonomiske saltvandsindsprøjtning kan realisere projektet “Tech Mekka”.

For et par uger siden fortalte vi her på Randers Netavis, at Kronjyllands Esport & Tech Klub var nomineret til TV2 Østjyllands “Fantastiske Fællesskaber”. Ved samme lejlighed kunne vi løfte sløret for, at foreningen havde en ansøgning hos Realdania.

Forleden kom svaret, som betyder en økonomisk håndsrækning på 350.000 kroner, som nu gør drømmen mulig: At skabe en teknologisk legeplads, hvor børn, unge og voksne kan mødes for at udforske og eksperimentere med robotter, VR, 3D-print, e-sport, droner, automatik og makerspace under navnet Kronjyllands Tech Mekka.

I Øster Bjerregrav vil man netop skabe skabe denne mulighed for at lege med og lære om nye teknologier i udviklende og forpligtende fællesskaber på tværs af generationer. Og den idé er så god, at den nu får støtte fra Underværker – Realdanias kampagne til ildsjæle i det byggede miljø.

En nyhed som formand for Kronjyllands Esport & Tech Klub, Bjarke Nordentoft,var rigtig glad for.

– Det er simpelthen så fantastisk. Jeg er superstolt og glad, og det betyder, at vi kan komme videre med vores planer, fortæller han til Randers Netavis.

Planer, der som nævnt har gjort indtryk hos Realdania.

– I Realdania er vi glade for endnu en gang at kunne bakke op om den frivillige indsats. Ildsjælene er gode til at se muligheder, de gør noget ved sagen og med deres store indsats bidrager de til lokalt liv, aktivitet og fællesskab – netop dét er projektet i Øster Bjerregrav et godt eksempel på, siger Astrid Bruus Thomsen, programchef i Realdania.

Helt konkret skal foreningen i Øster Bjerregrav bruge pengene til at opføre den tilbygning til hallen, som skal danne ramme om visionerne om Kronjyllands Tech Mekka. Foreningen har i forvejen fået 200.000 kroner fra Lokale og Anlægsfonden til projektet, og med tilskuddet fra Realdania er man tæt på at være i mål.

– Vi skal bruge omkring 600.000 kroner, og der er vi ikke helt endnu, men vi er langt nok til at turde gå i gang med at tegne og planlægge, hvad der skal ske fortæller Bjarke Nordentoft, som håber, at man kan finde de sidste 50.000 via andre fondsmidler.

– Der ligger et kvalitetsstempel i, at ‘tunge drenge’ som Realdania og Lokale og Anlægsfonden anerkender og støtter vores projekt, så det, håber jeg, gør det lidt nemmere at komme i betragtning andre steder.

Kronjyllands Tech Mekka er sammen med 18 andre projekter udvalgt blandt i alt 110 ansøgere fra hele landet og støttes med 350.000 kroner.

Se alle de udvalgte projekter på www.underværker.dk

Ny ansøgningsrunde på vej

For ildsjæle med en god projektidé er endnu en mulighed for at byde ind. Næste ansøgningsrunde har frist den 27. marts 2020.

Følg med på Underværker.dk, i kampagnens nyhedsbrev og på facebook. Et eksternt bedømmelsesudvalg har bistået Realdania med udvælgelsen.

Kommentarer