Nu skal skolernes indeklima undersøges
Af Lise-Lotte Leervad Larsen, byrådsmedlem (S), medlem af skole og uddannelsesudvalget
Det er onsdag og klokken er 13. Det ringer ind til time og Signe bevæger sig i retning mod klassen.
Da hun går ind i klassen, kan hun mærke den tunge luft og duften af madpakker. Solen skinner ind gennem ruden og giver genskin i Signes computer skærm. Peter (biologilæreren) er allerede i gang med at skrive på smartboardet. Det er svært at se, hvad han skriver for solen. Signe rykker rundt på stolen. Hun har sagt flere gange, at det er træls, at rullegardinet er i stykker – men der sker ikke noget. I det ene hjørne sidder Petra og Betina og snakker. Benny sidder som sædvanligt og ruller frem og tilbage med stolen og piller ved pinden på stolen. Der er rigtig meget larm i klassen og det er svært at koncentrere sig. Signe kan mærke at hun er træt og tung i hovedet – hun orker faktisk ikke at høre efter og glæder sig til, at hun har fri.
Hvert år deltager eleverne i Den nationale trivselsmåling. Det er elevernes APV (arbejdspladsvurdering). 20% siger at de meget tit og tit har ondt i hovedet og tager vi kategorien en gang i mellem med er tallet 49%. På spørgsmålet “Hvis der er larm i klassen, så kan læreren hurtigt få skabt ro” siger 52% aldrig, sjældent, en gang i mellem.
3 år med uændret elevtrivsel – Er vi tilfredse med det?
Hvordan bruger vi den viden, som eleverne har betroet os?
Er vi oprigtige nysgerrige eller blot høflige, når vi behandler elevernes stemme?
Eleverne fortæller os, at de har ondt i hovedet, har svært ved at koncentrer sig, at der er larm i klassen. De fortæller os, at der er behov for at vi kigger nærmere på skolernes indeklimaet.
Indeklima handler ikke kun om dyre ventilationsanlæg. Indeklima handler også om lyd, lys, temperatur og luftfugtighed.
Vi har så meget viden om indeklima og hvilke konsekvenser et dårligt indeklima har. Undersøgelser viser, at hvis du gennem et skoleliv sidder i dårligt indeklima, så kan du miste et års indlæring og have et højere fravær på grund af sygdom. Sætter vi det i relation til den opmærksomhed vi har på fravær så er det jo underligt, at indeklimaet ikke har større opmærksomhed.
Vi har ikke et samlet overblik over skolernes indeklima. Vi har brug for at vide, hvordan indeklimaet er. Vi skal lytte til elevernes stemme og være nysgerrige på, hvordan vi kan sikre, at flere trives i skolen. Derfor har et enigt Skole og Uddannelsesudvalg besluttet, at der nu igangsættes en afklaring af skolernes indeklima.
Kommentarer