Ny beskæftigelsesindsats på vej med større lokalt ansvar og mindre bureaukrati
Arkivfoto.
Folketinget har fredag vedtaget et lovforslag, der baner vejen for lokalt ansvar for beskæftigelsesindsatsen og den største forenkling nogensinde. Den nye beskæftigelsesindsats træder gradvist i kraft i 2026.
Gennem flere årtier er beskæftigelsesindsatsen løbende blevet udbygget med nye ordninger, målgrupper og regler, der stiller detaljerede krav til, hvordan beskæftigelsesindsatsen skal udføres. Med lovforslaget, som Folketinget i dag har vedtaget, bliver kursen ændret. Kommuner og a-kasser får større frihedsgrader, og indsatsen bliver gennemgribende forenklet.
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek siger:
– I dag gør vi det modsatte af, hvad vi plejer at gøre fra Christiansborg. Vi fjerner en masse bureaukrati og stoler på, at man lokalt er gode til at hjælpe ledige i arbejde. Fornuften vender tilbage. Samtaler skal give mening og hjælpe borgerne tættere på job, ellers skal de ikke holdes, og det er sagsbehandlerne, der er bedst til at vurdere det.
Med lovforslaget afskaffes en række detaljerede krav til, hvor mange samtaler borgerne skal deltage i, ligesom flere ordninger som fx ressourceforløb afskaffes. Konkret betyder det blandt andet, at ca. 70.000 danskere, der er sygemeldt fra deres arbejde, ikke længere skal bebyrdes med samtaler hos kommunen, hvis der er tale om et ukompliceret sygdomsforløb. Samlet set skal kommuner og a-kasser holde ca. en halv million færre samtaler.
Lovforslaget betyder også, at kommunerne i langt højere grad selv kan bestemme, hvordan de vil organisere sig. Det betyder blandt andet, at der ikke længere stilles krav om, at kommunerne skal have et jobcenter og et rehabiliteringsteam.
Lovforslaget er ét ud af syv lovforslag, der udmønter aftalen om en reform af beskæftigelsesindsatsen, der blev indgået i april 2025 mellem regeringen og Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.
Læs mere om, hvornår de enkelte initiativer træder i kraft her.















Kommentarer