Ny hotline vejleder om sundhedstilbud under corona
Er du i tvivl om dit rygestop-kursus, din holdaktivitet eller din psykologsamtale fortsætter under corona? Nu kan borgerne i Randers ringe og få svar på den seneste status på de tilgængelige sundhedstilbud. Mange tilbud udbydes som normalt, mens andre foregår som udendørsaktiviteter, webmøder og telefonmøder.
Det kan være svært at finde rundt i de løbende ændringer i sundhedstilbud i forbindelse med corona. Randers Sundhedscenters nye hotline skal skabe klarhed og vejlede borgerne til benytte sig af tilbuddene.
– Selvom mange af vores aktiviteter kører på lavere blus eller i en anden form end vanligt, vil vi gerne minde om, at vi langt fra er lukket. På vores hotline kan man få hjælp og rådgivning i forhold til henvisning til fagpersoner og de tilbud, som fortsat kører. Vi kan henvise til det rette tilbud eller den rette person – forklarer Ulla Due Skov Aldahl, sygeplejerske hos Randers Sundhedscenter.
Hun sidder sammen med sygeplejerske Anne Mette Hagsten klar til at vejlede borgerne på hotlinen.
– Vi er meget opmærksomme på, at vi følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger og retningslinjer, så derfor har Sundhedscentret siden medio marts kun varetaget, hvad der anses som værende kritiske funktioner for borgerne. Vi har dog aktiviteter, som kører videre, som de plejer, og aktiviteter, som kører videre i en ny form, i det fri eller online – fortæller Ulla Due Skov Aldahl.
Fald i henvendelser
Leder af Randers Sundhedscenter, Tue Linderoth, håber på, at hotlinen vil få flere borgere til at benytte sig af de tilgængelige tilbud:
– Vi har ligesom de praktiserende læger oplevet et fald i borgerhenvendelser, og at borgerne, i visse henseender, holder sig tilbage. Vi har derfor oprettet hotlinen, fordi vi håber på, at flere borgere vil tage kontakt og tage del i de mange sundhedstilbud, som stadigvæk udbydes i forbindelse med corona – fortæller Tue Linderoth.
Kommentarer