Folk, der kender Kurt, ved at han er en herre med sin helt egen mening og vilje. Den vilje viste sig at være guld værd for Kurts rehabiliteringsforløb.
For år tilbage blev Kurt opereret i hjertet af flere omgange og kom på plejehjem: – Efter operationerne var jeg færdig som gårdsanger. Jeg havde stomi og sonder, og jeg lå ned hele tiden. Jeg regnede med, at plejehjemmet var sidste station for mig – fortæller Kurt.
Kurt kæmpede sig tilbage og endte med at kunne flytte hjem til sin kone igen. Her fik han den fornødne hjælp af hjemmeplejen. Hjælpen har varieret efter Kurts behov, men han erkender, at han nok i starten var meget glad for sin stol og for at få tingene gjort for sig af både sin kone og af hjemmeplejen.
Den rehabiliterende tilgang
I år begyndte medarbejderne i Randers Kommune systematisk at arbejde med den rehabiliterende arbejdsgang, hvor den enkelte borger sammen med plejen sætter sig mål for, hvad den enkelte gerne vil opnå. Motivationen bliver på den måde drivkraften til at nå målene. Kurts overordnede mål blev, at han gerne ville kunne invitere sin kone til frokost på Restaurant Sejlklubben, hvor turen fra taxaen og ind på restauranten bl.a. går ad trapper. Delmålet blev, at han indenfor seks uger selv skulle kunne gå på toilet. For det overordnede mål blev der sat en tid på tre måneder.
Midlet til at nå målet blev gang- og stabilitetstræning bl.a. med knæbøjninger ved rollatoren, som Kurt lavede med støtte fra Hanne, som er social og sundhedshjælper, og som har været en stor del af Kurts rehabiliteringsforløb. “Da vi startede træningen ændrede Kurt sig. Før var han låst fast i sin stol – i dag går han ture og er i langt bedre humør”, fortæller Hanne Skjøttgaard. Det mål er også nået, og ægteparret tager nu regelmæssigt ud at spise: – Sidste gang vi var på Restaurant Sejlklubben var i søndags. Der fik jeg æggekage,” fortæller han kækt. I forrige weekend tog han endda familien med på tur til Samsø for at vise dem det sted, som han i mange år har arbejdet.
Kurt, som i sit arbejdsliv arbejdede som pantefoged på Samsø, motiveres og profiterer ved at sætte sig mål, som han kæmper for at nå. Kurt fortæller selv, at træningen ikke altid er en fornøjelse, men at den er alle anstrengelserne værd: – Min daglige gåtur kan jeg ikke undvære. Jeg går ned til nummer 27 og tilbage igen. Det er godt for humøret, så jeg vil godt anbefale andre at være aktiv – gåturen får mig til at fokusere på det positive.
Kurts historie viser, at et tæt samarbejde mellem de ældre borgere, deres pårørende og de ansatte på omsorgsområdet kan skabe gnisten, som bringer livsglæden tilbage.