Samfund

Nye tal: Pigerne strømmer til idræt i udsatte boligområder

Mange af de aktive pigespillere bliver også rollemodeller som frivillige trænere i foreningerne. Pressefoto

Siden 2021 er der kommet næsten 30 procent flere piger i DIF’s get2sport-foreninger i udsatte boligområder. Et opsøgende arbejde i lokalsamfundene og stærke unge trænere er en del af forklaringen.

Historisk har der været færre aktive i idrætsforeningerne i de udsatte boligområder. Og særligt blandt pigerne har der været en mindre del, der har stiftet bekendtskab med fællesskaberne.

Der er dog en stor positiv bevægelse i gang. De netop offentliggjorte 2023-medlemstal fra idrætsforeningerne viser nemlig en markant fremgang i de 75 DIF get2sport foreninger i udsatte boligområder. Her er der på to år sket en fremgang på næsten 30 procent blandt piger under 18 år fra 3649 i 2021 til 4714 i 2023.

– Vores oplevelse er, at når pigerne er glade og griner både i og efter træning, så får de lyst til at komme igen. Og vi kan også se, at de trækker deres venner og veninder med ned i klubben. Derfor bruger vi meget tid på at skabe et miljø, hvor alle føler sig godt tilpas både før, under og efter træning, siger Jeppe Ottow fra BK Union i København, der har oplevet en fordobling af pigemedlemmer de seneste fem år.

Med til de stærke miljøer hører også en god skare af unge hjælpetrænere, der selv har været aktive i foreningen, forklarer han:

– Det er enormt stærkt at have unge rollemodeller, som pigerne kan spejle sig i på trænersiden. Det er også medvirkende til, at vi får lettere ved at rekruttere nye frivillige til både at løse træneropgaver og skabe sociale aktiviteter i klubben, siger Jeppe Ottow.

Stærke lokale kræfter

Get2sport-foreningerne får hjælp til at aflaste de frivillige kræfter i et samarbejde mellem DIF og den lokale kommune med støtte fra Nordea-fonden. Det har blandt andet ført til, at der er blevet rekrutteret masser af gode frivillige kræfter.

– Det er afgørende for succesen, at de unge får nogle ældre forbilleder, som de kan spejle sig i. Det giver ikke blot lyst til at blive ved med at komme i foreningerne, men i mange tilfælde inspirerer det også endnu flere til at tage en frivillig tørn som træner eller på anden vis, siger Kristina Lind Thrane, der er projektleder i DIF get2sport.

I alt er DIF get2sport til stede i 53 boligområder på tværs af 25 kommuner rundt i Danmark.

Det viser DIF og DGI’s medlemstal:

  • Medlemstallene i DIF’s get2sport-foreninger i udsatte boligområder blandt de 0-18-årige er gået frem med 8 % fra 17.129 til 18.825 fra 2022 til 2023.
  • Alene på pigesiden er der sket en vækst på 14 % til 4714 fra 4140. Og det kommer efter en fremgang fra 3649 i 2021.
  • Til sammenligning er aldersgruppen 0-18 på landsplan gået frem med ca. 3 procent det seneste år.

Om DIF get2sport

  • Har eksisteret siden 2005
  • Sikrer et velfungerende idrætsforeningsliv ved at aflaste de frivillige kræfter i idrætsforeninger i de udsatte boligområder
  • Samarbejder med 25 kommuner, 53 boligområder og 75 idrætsforeninger over hele landet
  • Nordea-fonden støtter pige- og evalueringsindsatsen med 19 millioner fra 2023-2025
  • Midlerne skal blandt andet bruges til at få flere piger i get2sport-foreningerne gennem opsøgende indsatser hos forældrene, mikrofodboldskoler for de mindste børn og sociale aktiviteter for både børn og voksne

 

Kommentarer